Introduktion til Krigskunsten Af Erik Kruse Sørensen | Skrevet: 07.12.2003 Skærmvenlig med menu |
Et essay om Krigskunstens mentale rødder.
"Krigskunsten"
er en af de ældste bevarede afhandlinger om krigens videnskab. Teksten er
sandsynligvis blevet til i staten Ch’in i det nordvestlige Kina omkring år 250
f.Kr og har formentlig skullet tjene som håndbog for højere befalingsmænd og
lærebog for officerselever. Man må forestille sig at en eller flere personer ved
Ch’ins generalstab har udvalgt dele af ældre håndbøger, hærbefalinger, rapporter
og lignende fra hoffets arkiver og skrevet dem sammen med egne
erfaringer.
I
hvert fald består teksten delvis af udpluk fra ældre tekster. Denne kompilation
kunne være blevet et makværk, men blev et mesterværk.
Krigskunsten
vidner nemlig om Ch’in-statens høje militær-teoretiske niveau. En ikke
uvæsentlig forudsætning for at Chi’ns leder Shi Huang Ti (“Kejser af Alt under
Himlen" d.v.s. hele den kendte verden) i 221 f.Kr. fik ende på en næsten 250 år
lang borgerkrig - "De
stridende staters tid" - og kunne forene riget. Ch’in gav naturligt nok navn til
hele riget - Kina!
Shi
Huang Ti var en genial og hensynsløs hersker. Han avancerede fra menig soldat
til grundlægger af et dynasti og derefter til despot af verdenshistorisk klasse.
Blandt andet lod han den store kinesiske mur bygge færdig, hvilket kostede en
uhyggelig masse stats-slavearbejdere livet.
Krigskunsten
tilskrives en general Sun Tzu. Man ved ikke meget andet om ham, end at han
ikke er værkets forfatter og vistnok levede i staten Wu omkring 500 f.Kr.
Derfor bliver han også af og til omtalt som "Sun Wu". Det er ham, bogens
forfatter(e) lader tale, for at give værket præg af ælde og autoritet. Dette enkle
fortællegreb er med til at give bogen sammenhæng, og gør fremstillingen levende.
Krigskunsten
er det klassiske kinesiske værk om krigsførelse, selvom der er
overleveret lignende værker. Som det altid sker med gamle ærværdige tekster, har
der i tidens løb samlet sig en mængde kommentarer og fortolkninger omkring
grundteksten. De er udeladt her, men kan findes i de værker, der refereres til
nedenfor.
Mange
har ladet sig inspirere af Krigskunsten. F.eks. studerede Folkerepublikken Kinas
første leder Mao Tze Dong værket under de krige, som førte til det kommunistiske
Kinas fødsel i 1949. Jeg er også
stødt på spekulationer om at Napoleon Bonarparte skal have studeret værket,
hvilket ikke er usandsynligt, da det blev oversat til fransk i 1791. Det er
først hen mod midten af 1800-tallet man i Europa får et værk som beskæftiger sig
med strategi på samme niveau, nemlig preusseren Carl von Clausewitz’ “Wom
Kriege". Men Krigskunsten kan, til
forskel fra f.eks. Clausewitz` værk, også
læses som en generel beskrivelse af den hensigtsmæssige måde at
lede mange mennesker mod et fælles mål. Og få det størst mulige udbytte af deres
forenede kræfter. Krigskunsten kan anskues som en bog der beskriver samling,
styring og udladning af energi.
Èn
ting ved vi efter at have læst Krigskunsten: Dumme mennesker kaster sig hovedløst ud
i krig. Vise mænd samler først oplysninger, vurderer situationen og lægger
planer. Man bør nemlig være sikker på at vinde, før man kæmper. Og hvis man
taber, er man overladt til sejrsherrens nåde. Man kan i så fald kun håbe at han også
kender Krigskunsten og ved, at den bedste strategi er at overtage fjendens liv
og ejendom ubeskadiget. Hvor mange statsledere og generaler mestrer egentlig den
højeste krigskunst: at vinde uden kamp?
Den
første og derfor nok vigtigste betingelse "Sun Tzu" nævner for at man kan sejre i en konflikt er at være i
overensstemmelse med “Tao".
Tao er
et af kinesisk filosofis centrale, men ualmindeligt mangetydige begreber. Man må forstå at betydningen bliver
meget usikker, da vi ikke kan være sikre på hvad de oprindelige brugere af
Krigskunsten forstod ved det udtryk, som i oversættelserne gengives med “Tao".
Derfor de følgende betragtninger. Min fortolkning af den centrale sætning i
kapitel 1 lyder:
"Tao
er et udtryk for at fyrsten – i kraft af sin moralske indlydelse - er i harmoni
med sit folk; at folket har de samme mål som han og at det vil følge ham i liv
og død, uden hensyn til faren"
I
Lionel Giles’ oversættelse: “The Moral Law causes the people to be in complete
accord with their ruler, so that they will follow him regardless of their lives,
undismayed by any danger."
Giles
skriver i sine kommentarer: “It appears from what follows that Sun Tzu means by
“Moral Law" a principle of harmony, not unlike the Tao of Lao Tzu in its moral
aspect. One might be tempted to render it by “morale", were it not considered as
an attribute of the ruler in ss 13" (kap. 13).
Hvad
kan der menes med “… an attribute of the ruler"?
Tao
oversættes almindeligvis til dansk med navneordet “Vejen". Men hvad er Vejen i
denne tekst? Hvem udstikker den? Og hvor går den hen? Sætningen kan fortolkes
som at sejren er sikker, hvis kampen er (eller opleves som!) retfærdig og
moralsk uangribelig. Hvis soldaterne mener de har "ret", er deres moral høj
og motivationen god. Hvis fyrsten ser ud til at have en moralsk uangribelig sag,
følger man trygt Vejen sammen med ham.
- Men kan der ikke ligge mere ideale religiøse forestillinger bag, som
også Giles antyder?
Så
vidt jeg kan se indgår der i Krigskunsten
ældgamle naturfilosofiske forestillinger, som må have været en del af det fælles
udgangspunkt for “Lovskolen" og andre filosofiske retninger. - For øvrigt kaldes
"De stridende staters tid" også "de
hundrede filosofiers tid". Spørgsmålet der behandles i det følgende er: Kan
Taoismen og Konfucianismen, der havde ganske stor udbredelse i datidens Kina
have haft nogen indflydelse på “Sun Tzus" forståelse af dette mystiske Tao?
Det
er ikke videre sandsynligt at “Sun
Tzu" taler om det taoistiske Tao.
I
følge en af taoismens grundtekster "Tao Te King" kan Tao forstås som et skjult
åndeligt princip, der opretholder Altings harmoni som “En Ubevægelig første
Bevæger". Den tidlige taoisme var først og fremmest filosofien for hiin
enkelte som ikke ønskede at
beskæftige sig med familieliv,
politik og krig. Taoisterne søgte fred og oplysning i et enkelt liv i pagt med
naturen, langt borte fra byernes uro og vrøvl...
En
taoist ville formentlig have været enig med Krigskunstens forfattere i, at hvis folket og fyrsten var i overensstemmelse med Tao, så var
deres "sag" også retfærdig. Deraf følger (teoretisk!) at deres sejr vil være
sikker.
Men
ak, også dengang var der god grund til at mene, at samfundet ikke var i
harmoni med Tao. Taoisterne var faktisk flygtet ud i skovene for at få fred for
politik og krig. Her ville de meditere, skrive digte om alting og ingenting - og
ind i mellem bande filosofisk over tiden og dens ulykker. Det er næppe taoister
som står bag Krigskunsten.
Imidlertid
mener “Sun Tzu" i lighed med taoisterne, at sand indsigt vindes ved afkald og
forsagelse. Det gælder ikke om at vinde hæder og ære for sig selv, thi et
stort ego står i vejen for sejren. Et menneskes begær efter magt og rigdom viser
at det ikke ejer virkelig visdom. Karriereryttere og hofsnoge vil mangle mod og
evne til at gøre det nødvendige i enhver situation, f.eks. trodste fyrstens
ordrer.
Den
der har noget at miste er ikke fri til at træffe de rette beslutninger.
Kun
en leder som ikke tænker på karriere og ejendom, men på fyrstens og folkets vel,
er sikker på at vinde siger Krigskunsten. (Kap. 4) Den sande vismand er beskeden i sine
fordringer og dermed sig selv.
Kan
Tao forstås som et konfuciansk begreb?
Ifølge Kun-Fu-Tze (551-479
f.Kr.) er samfundet i harmoni med den himmelske orden, når alt er på sin rette
plads.
Hvis
faderen bestemmer over sin familie, ligesom fyrsten hersker over folket.
Men
denne underordning er en frivillig sag, mellem parter, som i princippet er
ligeværdige. Det er blot mest hensigtsmæssigt at man underordner sig hinanden.
Heraf følger at staten er stærk hvis en fyrste har fået overdraget magten af sit
folk, gennem hvad vi i vore dage måske kunne kalde “en social kontrakt" - fordi
han er god. Når folket således handler moralsk rigtigt, ved at indsætte en god
fyrste, er fyrstens herredømme legitimt. Han har "Himlens
mandat".
Omvendt
er folkets deltagelse i krig retfærdig, hvis det har en god fyrste med en
retfærdig sag - og omvendt. Hvis det er tilfældet, er sejren mulig, ja sikker,
thi himlen er med dem.
Er
det meningen med udtrykket "...den moralske indflydelse..."?
Næppe.
Konfucianismen er slet ikke en krigerisk filosofi, men snarere et komplementært, konservativt modbillede
til den anarkistiske taoisme.
Kun-Fu-Tze
lagde vægt på vigtigheden af religiøse ritualer, forfædredyrkelse og altså at
samfundets ungdom skulle underordne sig de ældre, lige som de ældre underordnede
sig fyrsten. Retten til at herske - Himlens mandat - besad han kun fordi det var
til alles fælles bedste. Dette er der ingen spor af i
Krigskunsten.
Hvis
tekstens Tao ikke er udtryk for hverken Taoisme, Konfucianisme eller andre af
det gamle Kinas fredsommelige filosofiske skoler, hvilken ideologi er der så
tale om? En filosofisk retning, som havde en vis betydning i datiden, er kendt
som “Herren til Shangs" "magt og ret-skole", eller Lovskolen. Denne skole, som
hævdede at folket må underordne sig loven og adlyde fyrsten, uanset
omkostningerne, kan meget vel have vakt genklang ved Ch’ins hof.
Taoisterne
arbejdede med den enkeltes oplysning.
Kon-Fu-Tze og hans efterfølgere ville opdrage samfundet. Begge filosofier
beskæftigede sig med at bringe himlen - eller måske rettere: dens moralske
indflydelse - ned på Jorden.
En
tilhænger af "Lovskolen" ville have smilet overlegent af disse naive idealister,
og forklaret Tao således: "Loven er moralen, og moralen loven! Krigskunsten
siger, at et folk kan føres til sejr, hvis det og fyrsten er i harmoni. Der
står ikke, de skal være i harmoni med Tao! Der kommer ingen "moralsk
indflydelse" dryssende ned fra
guderne eller Tao. Det har aldrig hjulpet at bringe ofre eller tage varsler. Kan I da
ikke se, at fyrsten blot skal
fremstå som folkets sande repræsentant, for at han bliver leder? Tao, eller "moralsk
indflydelse", er måden man skaber folkets og monarkens fælles kampmoral."
Betyder
Tao i denne sammenhæng noget i retning af:
"den erfaringsmæssigt bedste metode til at styre menneskers handlinger og
bevidsthed"? Er "Vejen" - eller hvordan vi nu skal gengive det – et
hensigtsmæssigt middel og ikke et ophøjet mål?
Den
"moralske indflydelse" Giles taler om, kunne vel i princippet godt gå begge
veje; fra samfundets top til dets bund og fra folket til fyrsten, som det
sker under en revolution. Men ligeom i vore dage besad Ch’in-statens ledere
formentlig midler til at påvirke undersåtterne, så de fulgte trop uden at
knurre. De måtte tro og gjorde klogt i at tro, at hans sag var deres sag.
Hvis
"moralsk indflydelse" er det samme som disciplin og propaganda, har Tao i
Krigskunsten intet at gøre med mystik og moralske overvejelser. Dette Tao minder
mere om Nietzsches “vilje til magt", eller Macchiavellis kyniske retningslinjer
for statens leder. Det virker
temmelig sandsynligt at “Sun Tzu"
kan have ment at Fyrsten suverænt bestemmer hvad "Vejen" er - for han er selv
vejen...
Under
alle omstændigheder må det åndelige miljø Krigskunsten blev til i have været materialistisk. Guder og ånder har
ingen plads i fremstillingen, og der advares direkte mod varselstagning. Men
"Sun Tzus" verden bestod ikke udelukkende af de fem elementer: jord,
luft, ild vand og træ (!) - plus tid og rum. Det der betød noget, ud over
tingene, var menneskelig handlen og ånd. Selvfølgelig ofrede man til
forfædrene før rådslagningen i templet, men brugte formentlig ikke megen tid på
ritualer, thi det er ganske vist: guderne hjælper den general, som har de bedste
planer og de fleste bataljoner.
Hvilken
vej fulgte “Sun Tzu" i borgerkrigenes tid? Eneboerens sti ud i de vilde skove?
Kun-Fu-Tses trælse rejse fra konge til konge i håbet om at finde den gode
fyrste, der kunne virkeliggøre hans filosofi? Adelsmandens og krigerens opstigen
gennem kamp og magtspil til de højeste stillinger ved Ch’in-statens hof?
Hvorom
alting er, så bør man vist ikke læse hverken mystik eller højere
moralfilosofi ind i teksten.
“Sun Tzu" har ganske vist forfattet en viis bog, men det gør den ikke
nødvendigvis til en visdomsbog. Krigskunsten var tænkt som en håndbog for
officerer, der havde brug for klare strategiske og taktiske regler, når de
skulle lede datidens store bondehære. At der kom en tekst, som stadig lever og
lyser ud af det, er ikke det mindst mærkelige ved hele
historien.
Krigerne
fra kongedømmet Ch’in, der grænsede op til de barbariske nomadesamfund i
Centralasien, var en flok udannede møvere. Mente i hvert fald andre, mere civiliserede kinesere. Men
netop derfor - og fordi de under inspiration af rytterfolkene i Centralasien
havde udviklet kavaleriet - havde de den råstyrke og frækhed, der gav Shi Huang
Ti mulighed for at samle riget.
Man
kan let forestille sig Ch’ins officerer som grove, arrede og arrogante
junkertyper der lugter langt væk af hest. Det har de nok også gjort.
Men
beskrivelsen af den kunst de mestrede regnes blandt det ypperste kinesisk
tænkning har præsteret. Også fordi “Sun Tzu", som alle gode officerer, har en
behagelig klar måde at udtrykke sig på.
Jeg
betragter Krigskunsten som en fascinerende blanding af strategiske og taktiske
tommelfingerregler, anvendt naturfilosofi, menneskekundskab og
magttænkning. Den rummer erfaringer, som engang blev betalt med blod. Dens
forfatter - eller rettere: forfattere - var trænet i at lede meget store hære og havde i generationer
kæmpet for statens overlevelse. Som alle andre, der deltog i datidens spil om
magten, vidste "Sun Tzu" at det endelige mål var herredømmet over "Alt under
Himlen". Himlen selv var lidt ligegyldig i denne sammenhæng. Det vigtige var
hvad den kunne bruges til.
Ch’ins
hære er støv og deres sejre glemt. Spyd, skjolde og hestetrukne stridsvogne er
håbløst forældede, thi krig foregår i tid. Men Krigskunsten er tidløs.
OM GENDIGTNINGENS
FORLÆG
De
tre versioner af teksten der er benyttet som forlæg, har i vidt omfang ikke
enslydende eller ensbetydende formuleringer! Det har været vanskeligt at finde
(eller måske rettere: skabe) den sandsynligste mening - gælder navnlig den
formulering fra Krigskunstens indledning, der er blevet diskuteret ovenfor.
Hvilket skal opfattes som en interesseret ikke-specialists forsøg på at finde
frem til, hvad man i tekstens ophavssituation kan have ment med “Tao".
Jeg
har først og fremmest benyttet "Sun
Tzu on the Art of War" af Lionel Giles 1910, sammenholdt med "The art of war" af Samuel B. Griffith 1963 og "Krigskunsten" af
Jens Østergård Petersen 1989. Sidstnævnte gør udførligt rede for tekstens
tilblivelseshistorie og overlevering.
© 1984-2006 Af Erik Kruse Sørensen