Vi er
Rasmussen og Sørensen Unlimited
Dansk sprog, litteratur, historie, kunsthistorie og pædagogik.

English version

Bog!

Krigskunsten af Sun Tzu oversat og kommenteret af Erik Kruse Sørensen. Kan blandt andet købes hos Saxo.

Erik skriver
• Alle afhandlinger, essays og Krigskunsten

Erik performs
• Songs of William Blake
• The William Blake Experience

Anne-Maries tekster, fotos og malerier
• Et udvalg af tegninger og malerier

Ny hjemmeside!


• Internetdidaktik

Kunsten at lyve i sandhedens tjeneste
Af Erik Kruse Sørensen
Skrevet: 09.09.2005
Printervenlig

Nietzsche, Grundtvig, dannelse.

De følgende linjer et dristigt eller tåbeligt (eller begge dele eller ingen af delene) forsøg på at kritisere grundlaget for en borgerlig dannelse, gennem en modstilling af Friedrich Nietzsches dekonstruktioner og N.F.S. Grundtvigs skrifter om et nationalt - kristent oplysningsprojekt.

I centrum for opmærksomheden er Nietzsches ”Utidssvarende” skrift om ”Historiens nytte og skadelighed” fra 1874 og Grundtvigs breve og taler omkring etableringen af den første højskole i 1850-erne.

Dannelse forstås i denne sammenhæng som en proces, der i samfundets selvopfattelse har til formål at knytte individerne sammen i et bevidst fællesskab.

Dannelsesdiskursen ser ud til at være i evigt kredsløb omkring to tyngdepunkter. I den ene ende af banen betones individets frihed og udfoldelse for sit ego; i den anden vægtes samfundets interesser i at videreføre sine værdier og rutiner. Hvis diskursen bliver fastlåst omkring det ene punkt, dør individet – om ikke andet som ideal. Et samfund uden individer er en myretue, ikke et menneskesamfund. Omvendt kan man ikke finde meget samfund imellem en flok autonome og atomiserede individualister. Samfundets opløsning er individets død.

Hvorfor er det interessant at sætte Nietzsche og Grundtvig op mod hinanden? Fordi deres kritik af den klassiske (man burde vel snarere sige: ”klassicistiske”) borgerlige dannelse, som den havde etableret sig i midten af 1800-tallet, fører til vidt forskellige og tilsyneladende uforenelige konklusioner. Og alligevel.

Nietzsche er udmærket klar over, at den borgerlige dannelses maniske optagethed af kendskabet til klassiske tekster, er udtryk for magtinteresser. Men han ønsker, i hvert fald i første omgang, at videreføre denne værdsættelse som et nødvendigt bedrag overfor den opvoksende generation.

Grundtvig vil bringe individerne sammen som folk og nation ved at bibringe dem en fælles historie og et fælles mål. Han vil give dem mulighed for at blive medskabere af en nation. Og han tager udgangspunkt i menneskers umiddelbare sansning og jævne fornuft, som den trives uden for den klassiske skoles døde terperi.

Nietzsche endte sit (bevidste) liv med at beskrive sine profetiske drømme om et samfund, styret af stærke, sansende, skabende individer, der udfolder deres evner - på de svagestes bekostning. Grundtvig, som også havde hang til profeteren, ville bevidstgøre de foragtede om deres menneskeværd og som en anden Moses lede det danske folk ud af enevældens Ægypten, for – i fremtidens Kanaan - at skabe en kristen, oplyst nation.

Begge ønskede at frigøre individet fra samfundets hidtidige traditionskontrol. Men hvor Nietzsche søgte efter mere autentiske værdier, end de hans samtid tilbød og arbejdede på en omvurdering af værdierne, særlig de kristne, ville Grundtvig hjælpe mennesker til at opnå de forudsætninger, der er nødvendige for at kunne værdsætte værdierne - selv. Som han sagde: ”Menneske først, kristen dernæst”.

Den ene mente at Helligånden lever i de kristnes fællesskab, den anden at kristendommen er undermålernes listige sammensværgelse mod stærke og selvstændige mennesker.

Listen over uligheder de to imellem kan fortsættes; det vigtige er, at de begge betoner at et samfund skabes af tankefrie individer.

Forskelighederne i deres forståelse af dannelsens mål og midler, skyldes muligvis at Nietzsche, i kraft af sin tyske oprindelse, var mest interesseret i den kulturelle side af dannelsen, mens Grundtvig, så vidt jeg ved, i høj grad knyttede an til det fransk-engelske oplysningsprojekt, hvor det civiliserende moment vægtes højest. I den tyske forståelse af hvad et dannet menneske er, blev den nationale identitet og kendskab til de kulturelle produkter betonet - mens man i England og Frankrig lagde mere vægt på det fællesmenneskelige, som det f.eks. udtrykkes i menneskerettighedserklæringen. Selvom man er kultiveret, behøves man ikke være civiliseret. 1“The French and English concept of civilization can refer to political or economic, religious or technical, moral or social facts. The German concept of Kultur refers essentially to intellectual, artistic, and religious facts, and has a tendency to draw a sharp dividing line between facts of this sort, on the one side, and political, economic, and social facts, on the other.”

Norbert Elias: The History of Manners (1978/1939) s 4.

Nietzsche og Grundtvig var begge rundet af 1800-tallets biedermeierkultur; stadigvæk et af udgangspunkterne for den danske nationale dannelseskultur. Biedermeier var det kontinentale modstykke til Englands victorianske borgerkultur. En slags resigneret romantik uden “Sturm und Drang”. Et hovedtræk ved biedermeierkultur er harmonisering og nationalromantik. H.C. Andersens eventyr er et godt eksempel på denne harmoniseringens kunst - hvor de underliggende modsætninger alligevel kommer til udtryk som ironi.

Det er (vel) bekendt at det ikke lykkedes tyskerne at samle nationen og skabe et borgerligt nationalt demokrati i 1800-tallet. Bl.a. derfor søgte dele af den tyske intelligens mod en slags “aristokratisk radikalisme”, som kompensation for at de var sat udenfor indflydelse af junkerkasten og industrialisterne - som f.eks. professor Nietzsche. Han mente at borgerkulturen undertrykte livets modsætninger og forfladigede livet, at den udtrykte ringeagt for kroppen, og vægtede den overleverede kultur alt for højt - foruden at være idiotisk national. Demokratiet var for ham de svagestes tyranni over de stærke. Han agtede hverken “nationen” eller “folket” højt og nåede (som også vel velbekendt) efterhånden frem til at det var skabelsen af den stærke ener, det kom an på. Summa: Alle borgerlige værdier fik en omgang med Nietzsches filosofiske hammer! Også biedermeierdannelsen.

N.F.S. Grundtvigs forståelse af hvad dannelse er og går ud på, er enkel, pragmatisk og praksisrettet. Han er jo den store inspirator bag de danske folkehøjskoler, og var selv med til at starte en højskole i København.

Til åbningen af denne, Marielyst højskole, i 1856, skrev Grundtvig en sang, med følgende strofe, som er blevet et motto for højskolebevægelsen:

Hvad Solskin er for det sorte Muld
Er sand Oplysning for Muldets Frænde,
Langt mere værdt end det røde Guld
Det er sin Gud og sig selv at kiende (...)"
2N.F.S. Grundtvig: Taler på Marielyst højskole v/ Steen Johansen (1956) s 1.

Oplysning forstås her billedligt. Mulden - bønderne – skal belyses – eller “vækkes” - at der kan spire en god høst frem fra dem. Men hvad skal oplysnings-virksomheden egentlig beskæftige sig med? Hvilken information er der i det lys, som skal skinne på bønderkarlene? Hvorfor har de godt af at komme på højskole? Hvilken ånd skal spire af deres legemers muld?

(...) en saadan Høiskole kunde vor danske Ungdom baade høilig behøve og have god Nytte af (...) i alle Stillinger som “danske Mennesker”, der jo ikke kan eller skal gaae ud af deres eget gode Skind, men kan og skal stræbe baade, saa godt som muligt, at hytte deres Skind og at røre sig deri, hvortil der aabenbart hører et ganske anderledes fortroligt Bekjendskab med sig selv, sit Folk, sit Modersaal, sit Fædreneland og alle danske Livs-forhold, end vor Ungdom endnu i nogen Skole vækkes, hjælpes og dannes til...3Brev til Peter Larsen Dons 1854 (Skrifter i udvalg Gyldendals bibliotek 1965) s 134.

Grundtvig vil sætte et kristent national-romantisk projekt i værk. Nationens unge skal blive bevidste om deres nationale tilhørsforhold, samtidig med at de bliver bevidste om sig selv. “Oplysning” indebærer en national identitetsdannelse. Grundtvigs skoletanker er en syntese af disse to: national-romantisk enhed og individets frigørelse gennem oplysning. Dette kulturelt - politiske oplysningsprojekt skal tilføre almuen den selvbevidsthed og selvindsigt, som vil kunne give dem øget politisk indflydelse. Med andre ord: de skal dannes – som danskere!

Det er vanskeligt at sige i hvor høj grad Grundtvigs Højskole for Folket viderefører oplysningsidealerne fra 1700-tallet. Oplysningsfilosofferne havde lagt vægt på det rationalistiske, det videnskabelige, og Grundtvig var som kristen romantiker mest optaget af at vække og forædle følelserne og troen – man er overhovedet slet ikke fornuftsfjendtlig. Han var klart modstander af sin samtids deistiske – rationalistiske - tilgang til kristendommen. Og i høj grad præget af romantikkens interesse for folkets sprog og historie. Dette satte igen sit præg på højskolebevægelsens undervisning i de første år, med megen tale om nordisk mytologi - “Bragesnak”, som kritikerne kaldte det...

Men - hvad skal der til for at denne oplysning lykkes? Og hvordan kan den formidles?

Altså, hvad der er det fornemste til Menneske-Livets Oplysning, det er Menneske-Livet selv, som vi faaer af Vorherre og vore Forældre, med Hjerte til at føle, Øre til at høre, Mund til at tale og Omløb i Hovedet til at tænke paa hvad vi vil, saa det maae vi aldrig vente at faae i Skolen, men maa føre med os derhen, og hvad vi trænger til at finde i Skoler, det er langt mindre gode Bøger, end levende, lyslevende Mennesker, deels paa vor egen Alder, som vi bedst kan tale med, og deels noget ældre end vi, som kiender meer til Livet, fordi de har levet længere, og er blevet mere betænksomme, fordi det først er med Aarene vi kan samle Forstand, og fordi det kun sædvanlig er af Skade, man bliver klog. 4Skrifter i udvalg s 135-136.

Hvis højskolens oplysning skal lykkes, må eleverne være velfungerende, thi skolen kan ikke lære folk at føle, tale eller tænke, men den kan give dem noget at føle for, tale om og tænke over! Skolen kan ikke give erfaring, men den kan vise andres erfaringer. Det gælder ikke om at bedrive uddannelse på højskolen - boglig lærdom kan man finde andre steder - men dannelse!

Grundtvig var kritisk til det bidske overfor den dannelse latinskolerne formidlede - deres undervisning kunne kun komme et fåtal til gode, og man lærte intet om det virkelige liv ved at terpe latinske verber. Latinskolen forvandler børn til vise oldinge.

Højskolen, som Grundtvig forestillede sig den, skal arbejde for livet. Målet er, med et andet Grundtvig-slogan: “Menneske først, kristen dernæst.” Man kan kun blive en god kristen, hvis man er et kulturelt og nationalt bevidst - og dermed dannet - menneske. At være kristen er for Grundtvig at deltage i et historisk bevidst trosfællesskab.

Nu til Nietzsche, som i “Historiens nytte og skadelighed” spørger om hvordan historien kan bruges i livets tjeneste og hvornår den skader livet? Viden om fortiden er både nødvendig og potentielt skadelig for livsudfoldelsen:

(…) der findes en grad af søvnløshed, af drøvtygning, af historisk sans, der skader det levende og til sidst får det til at gå til grunde, om det nu drejer sig om et menneske, et folk eller en kultur. 5Friedrich Nietzsche: Historiens nytte og skadelighed (Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben. Unzeitgemäse Betrachtungen 1874 Dansk udg. 1962) s 19.

Historisk bevidsthed kan selvfølgelig også bruges i livets tjeneste, men Nietzsches pointe er, at vi selv bestemmer hvordan historien skal bruges. Det kan vi imidlertid først, når det går op for os at historien er menneskeværk. Med et nutidigt udtryk: en konstruktion. Med denne indsigt in mente kan vi bruge historien til at skabe os selv:

(…) først ved kraften til at gøre fortiden frugtbringende for livet og af det forgangne skabe ny historie bliver mennesket til menneske. 6Ib. s 21

Sandheden er, at der ikke findes en objektiv historisk sandhed, thi vi skaber selv den kultur, hvori historien erkendes. Det betyder også at der ikke findes nogen ideelle, ”højeste” kulturtrin. Den tyske senromantiske kultur (Wagner!) ingen undtagelse... Derfor kan tilegnelsen af kulturel dannelse ikke begrundes med ens egen kulturs fortræffelighed! Mennesker kan imidlertid ikke vokse op og være trygge med en så skræmmende sandhed!

Og det bedrer næppe de lærendes motivation, at de på forhånd ved at den dannelse de knokler med at tilegne sig, egentlig ikke er noget særligt...

Nietzsche efterlyser - i første omgang - blot den rigtige formidling, som skal gøre sindene klar til at se virkeligheden i øjnene - for det kan den hidtidige tyske dannelse ikke. Den beskrives som død lærdom, et sterilt pensum, der gennemgås mekanisk, for at man med den i bagagen kan blive regnet for et dannet individ. Her er hans malende beskrivelse af et sådant klassisk ”dannet” individ:

Hensmuldret og faldet fra hinanden, stort set opdelt halvt mekanisk i et indre og et ydre, oversået med begreber som med dragetænder, avlende nye begrebsdragter, tilmed lidende af ordenes sygdom og uden tillid til egne følelser, der endnu ikke er overstemplet med ord: som en sådan livløs og dog uhyggelig aktiv begrebs-og ordfabrik har jeg måske endnu ret til at sige om mig selv cogito, ergo sum men ikke vivo, ergo cogito. 7Ib. s 98 En selvdestruerende spidsformulering. Hvis den klassisk dannede Nietzsche helt manglede liv og indbildningskraft, var skriftet ikke muligt!

Hvad gør man for at formidle historisk bevidsthed til ungdommen, som han mener ikke har styrken til at tåle sandheden om historiens skadelige virkning? For at de kan vokse op i tryghed, indtil de er blevet så voksne at de kan tåle den virkelige historiske bevidsthed, har man brug for en “nødsandhed” - det nødvendige pædagogiske bedrag. Stærk medicin, men visse gifte er jo helbredende i små doser…

Konstruktionen af denne ”nødsandhed” går ud fra at “... tyskeren ikke har nogen kultur, fordi han på grund af sin opdragelse slet ikke kan have nogen.” Man må derfor begynde helt forfra med den historiske – kulturelle - formidling. Idet han går ud fra denne påstand om den klassiske dannelses fallit, styrer Nietzsche behændigt lige løs på den for mange mennesker ubehagelige erkendelse, at historien er en blind, formålsløs proces og at vor viden om historien ofte ligner en konstruktion, der er skåret til, så den passer vor egen tid. Hvordan kommer man videre? Kan man opdrage ungdommen til at leve med så ubehagelige sandheder?

Han taler varmt for erfaringslærdom; man skal lære af livet. Ganske som Grundtvig. Han kommer ikke nærmere ind på, hvordan sådan en erfaringslæren sættes i værk. Det så han ikke som sin opgave - men hvad skal denne videnstilegnelse gennem erfaringen egentlig bruges til - hvad er formålet med tilegnelse af historisk bevidsthed – og dermed dannelse?

(at)... det var den sædelige naturs højere kraft, der gav grækerne sejren over alle andre kulturer, og at enhver styrkelse af sandhedskærligheden også må være en forberedende styrkelse af den sande dannelse: om end denne sandhedskærlighed også lejlighedsvis alvorligt kan skade den dannethed, der netop nu nyder agtelse, og selvom den selv kan bringe en hel dekorativ kultur til fald. 8Ib. s 103

Kærlighed til sandheden, koste hvad det vil, er for Nietzsche den virkelige dannelse. Man må indrømme at dette dannelseselement har styrke, fordi det er både fornuftigt, kritisk og sædeligt.

Sandhedskærligheden stiller os imidlertid overfor et dilemma, idet den fører os mod den førnævnte ubehagelige erkendelse af, at der ingen absolutter findes - ingen Gud i himlen - verden er hvad vi gør den til – skræmmende og ikke just konstruktive erkendelser for unge og ubefæstede sind! Søgen efter sandhed fører lynhurtigt til relativisme og nedbrydelse af enhver historisk overleveret sandhed. Derfor har vi brug for historien, uagtet den kan være skadelig for livets – og sandhedskærlighedens - frie udfoldelse. Hvad gør man med dette dilemma?

Tja, Nietzsche vil altså give ungdommen en “nødsandhed”, en illusion af at kulturen ikke kun er en konstruktion - til at leve på, indtil de bliver modne nok til at bære den frygtelige sandhed. List og bedrag er en nødvendig del af den pædagogiske metode! Senere i forfatterskabet sætter han, som (vel vel) antydet sin lid, ikke til pædagogiske tricks, men til forventninger om “Overmennesket” – som tåler at befinde sig hinsides samfundsskabte sandheder og moral, fordi det har magt over sig selv og derfor frit udfolder sine evner og muligheder.

At digteren selv næppe lignede et overmenneske, når han kom ned fra sin erkendelsesrus på bjerget, er en anden og måske for historien nødvendig biting – men - sådan talte Friedrich Nietzsche!

Er digternes tanker døde eller levende? Kan man lære noget af de herrer? F.eks. at erkendelse af sin egen relative status er en nødvendig del af en borgerlig dannelse?

Nietzsche og Grundtvig har stadig, både som tænkere og personer, stor symbolsk værdi. Grundtvig som åndelig fader og normsætter for det danske skolesystem, et billede at tænde lys for og en ikon man kan aktivere med et museklik: http://www.nfs-grundtvig.dk/.

En fredelig (og til visse tider langskægget) autoritet, der taler så folk forstår ham.

Nietzsche var himmelstormer, og ikke mange samtidige eller eftertidige forstod, at hans projekt var et stadigt opgør med vedtagne værdier - også de han selv fandt frem til! Noget af det mest karakteristiske ved Nietzsche er evnen til at mene det modsatte af sig selv. Men han var elitær og havde - i hvert fald offentligt - umådelig høje tanker om sig selv. Han formulerede sin filosofi som digtning, hvilket gør en del mindre klart, hvad meningen er. Og derfor var det alt for let for nazisterne at bruge hans stræbsomme begreber til fremme af egne lave formål.

Nietzsches værk er senere blevet brugt som udgangspunkt for filosoffer, der flittigt har relativeret alle begreber og kontekster – hvilket egentlig ikke var hans projekt. Han ville gennem en omvurdering af værdierne frem til de basale værdier – som f.eks. kærlighed til sandheden. Radikal? Ja. Revolutionær? Måske. Nihilistisk? Nej.

Grundtvig var slet ikke revolutionær, men reformistisk. Han accepterede givne værdier såsom “folket”, “nationen”, “kristendommen”, men omformulerede dem, således at de kunne indgå i en national oplysning (og udvikling af folkestyret), hvilket for ham var en forudsætning for et sandt kristenliv. Grundtvig bestræbte sig på at indpasse mennesket i en national og kristen kultur; for ham selvfølgelige værdier.

Grundtvig var harmoniserende, civiliserende og forstandspræget. Nietzsche disharmonisk, orienteret mod det ubevidste og kroppen – følelserne, æstetikken - og havde altså gang i et vildt opgør med civilisationens vedtagne værdier, netop for at finde de sande værdier.

Forsimplet sagt er den ene “absoluterende” og ønsker at indordne mennesket i Guds plan; den anden er “relativerende” og opsøger det “ægte” individ bag kulturens fernis. Den ene hæver mennesket op blandt guderne; den anden tror at jævnhed og beskedenhed er blandt de gudgivne dyder. Prometheus overfor den jævne arbejdsmand i Herrens vingård. Man kan vanskeligt tænke sig to mere forskellige vesterlandske fortolkninger af hvad et dannet menneskes rolle er i samfundet...

Men måske kan deres forskelligheder bidrage til en forståelse af hvad dannelsens vilkår er, og hvordan den kommer i stand. Nietzsche vægter individets selvstændige tænkning højest. Sandhedskærlighed frem for alt – men dog med forsigtighed! Uden sandhedskærlige individer ville den græske kultur ikke have været de andre overlegne. Vi, der ikke er lige så betaget af lyset fra Hellas som Nietzsche, kan se hvad der skete med de individualistiske græske samfund. Efter at langvarige indbyrdes fejder havde svækket dem, blev de besejret, først af Alexander den Store og senere opslugt af romerriget. Sandhedskærlig dannelse til individualisme fører ikke nødvendigvis til styrke, men til splittelse.

Grundtvig kunne under (næsten usammenligneligt) andre forhold samle hundredetusind tilhængere omkring sit projekt – og ud af det sprang andelsbevægelsen og folkestyret, som vi kender det. Som vi har lært ikke at ville leve foruden. Fordi det tjener vores kollektive individualisme og begreber om frihed bedst.

Men hvis vi ser på Grundtvigs ideologi gennem Nietzsches briller, er der ikke meget andet i det end kristendom, pøbelvælde og nationalrøgelse. Imidlertid virkede dette bedrag (som Grundtvig selvfølgelig ikke mente var et bedrag) og kunne bidrage til at opdrage folket – os! – til os.

Et synspunkt var de fælles om: Det latinske terperi i biedermeiertidens skoler var eksercits i død lærdom og kunne kun føre til åndens død.

Er det ikke stadig sådan at gennemgang af Pensum ikke garanterer selvstændige og dannede mennesker? Måske vil vi engang opdage at markedssamfundets seneste dannelsesredskab: ”kompetence-tilegnelse” heller ikke giver nogen løfter.

Hvis vi havde brug for en (dis)harmoniserende konklusion (og det har vi, ikke?) på denne modstilling af to så forskellige åndskæmper, kunne den være, at uden individets tilegnelse af (i hvert fald nogle af) samfundets værdier, er ingen samfundsdannelse mulig. Og samtidig: Uden opdragelse til sandhedskærlighed – kritisk sans - er selvstændige individer en illusion. Derfor: Uden selvstændigt tænkende individer, som kan erkende det relative i samfundets værdsættelser, findes intet samfund. Og omvendt.

Men det kræver i første omgang at underviseren lader som om han/ hun tror på selvfølgeligheden i de værdier, som skal formidles. Læreren er også en løgnhals - i sandhedens tjeneste. List og bedrag er en nødvendig del af opdragelsen - af opdragerne.


Noter

1 “The French and English concept of civilization can refer to political or economic, religious or technical, moral or social facts. The German concept of Kultur refers essentially to intellectual, artistic, and religious facts, and has a tendency to draw a sharp dividing line between facts of this sort, on the one side, and political, economic, and social facts, on the other.” Norbert Elias: The History of Manners (1978/1939) s 4.

2 N.F.S. Grundtvig: Taler på Marielyst højskole v/ Steen Johansen (1956) s 1

3 Brev til Peter Larsen Dons 1854 (Skrifter i udvalg Gyldendals bibliotek 1965) s 134

4 Skrifter i udvalg s 135-136.

5 Friedrich Nietzsche: Historiens nytte og skadelighed (Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben. Unzeitgemässe Betrachtungen 1874 Dansk udg. 1962) s 19.

6 Ib. s 21

7 Ib. s 98 En selvdestruerende spidsformulering. Hvis den klassisk dannede Nietzsche helt manglede liv og indbildningskraft, var skriftet ikke muligt!

8 Ib. s 103

© 1984-2015 Af Erik Kruse Sørensen