Vi er
Rasmussen og Sørensen Unlimited
Dansk sprog, litteratur, historie, kunsthistorie og pædagogik.

English version

Bog!

Krigskunsten af Sun Tzu oversat og kommenteret af Erik Kruse Sørensen. Kan blandt andet købes hos Saxo.

Erik skriver
• Alle afhandlinger, essays og Krigskunsten

Erik performs
• Songs of William Blake
• The William Blake Experience

Anne-Maries tekster, fotos og malerier
• Et udvalg af tegninger og malerier

Ny hjemmeside!


• Internetdidaktik

Til stjernerne
Af Erik Kruse Sørensen
Skrevet: 06.01.2008
Printervenlig

Stjernekig i en lysforurenet verden.

Når man kører sig en tur ”yde på lånde’d”, som det engang hed her på Sjælland, kommer man af og til forbi et hus hvor en handyman i en af sine maniske perioder købte fem kasser udendørslamper på tilbud hos el-installatøren og hyggede sig med at lave sit skikkelige bindingsværkssted om til en kulisse á la ”Nærkonktakt af Tredje Grad” med glødende laserdyser hele vejen rundt. Et stråtækt rumskib klar til nye missioner i kampen mod Imperiet. Der mangler ligesom et roterende blink på skorstenen, men det kommer nok til jul. Der findes mange måder at få opmærksomhed på.

Et sølvbeslået mørke med mælkevejen som en nylonstrømpe fuld af ildfluer og klare stjerner helt ned til horisonten, et mørke som drømme kan dannes af, det må man længere ud på landet efter. Tyveknægte, digtere og astronomer lever af nattens gerninger, men små erhvervs-interesser kan ikke stille meget op mod at Borgeren har byttet sin forstand for nye lamper hos Installatøren og at Borgeren med hundredtusind gadelamper vil holde ugerningsmænd – og poeter og stjernekiggere – borte fra sit og sine.

Vi er alle lygtemænd for Vorherre, Lucifer og Edison. Dag og nat går i ét i døgnets butik. Lyssmog hvirvler som dun fra mor Huldas dyner ud over landskaberne. Min sjæl, hvad vil du mere? – Mere elektrisk lys, selvfølgelig!

Europas kraftværker sluger vel et bredfyldt tankskib olie eller så i minuttet. En kulmine om ugen. Og gigawatt efter gigawatt lysaffald pumpes ud mod universet af vejbelysning, butiksfacader, neonskilte og motorvejenes bilstrømme. Så langt kom vi og så godt blev det.

Lad os ikke romantisere. Det barn som engang var jeg løb i blæsende novemberaftener ud på lokum i gården og med en søvnig lommelampe i de dirrende hænder slog jeg krogen på igen og spænede tilbage mod den frelsende gårdlampe. Bussemandskrogen på loftet var også slem. Men var det egentlig mørket uden for mig, som var farligt?

Man kunne førhen have god grund til at frygte for det man ikke kunne se. I skumle, tågede nætter kunne man fare vild og falde i mosen eller blive fanget af den fjendtlige stamme på den anden side floden. Men i klare, måneløse nætter lyste stjernerne på tilfrosne søer, klipper og sne, ja de gjorde; man fulgte landskabets kendemærker hjem til hytten. Måske syntes man endda nattelyset over den snedækkede dal var smukt – med mindre ulvene hylede fra skoven oppe på bjergsiden!

Homo homini lupus. Det farligste rovdyr i Danmark er mennesket. Jeg vil hellere gå nattetur ved Tystrup-Bavelse søerne end krydse fra fortov til fortov mellem grupper af fredag-aften-frustrerede ungersvende på provinsbyens strøg. Måske dykker en sur uglemutter pludselig ned fra et træ og er ved at slå ens hue af, et par rådyr kvaser gennem underskoven, men det er alt og bare underholdende.

En måneløs nat er jeg kørt ud til et yderpunkt i Danmark. Et stjerneskud glimter som til ”godaften” da jeg stiger ud af bilen ved Kongsbjerg på sydsiden af Møn.

Langsomme skyslør med nattevinden over høje Møns himmel. Derude går de store færger til Tyskland og Polen forbi, hele sejlende byer oplyser skyerne nedefra. En flyver på vej til København med hvide blitzblink fra bugen, måske fuld af avocadoer fra Peru eller ræddiker fra Kina. Mod sydøst glimtet fra et fyr nede ved Rügen – nok det høje, hvide Dornbusch – og derhenne fejer lyskeglen fra Møns fyr over markerne. Ned mod Klintholm havn har flere bønder ladet gårdlamperne brænde. Over bakken anes skæret fra København og Malmø firs - halvfems kilometer borte. Der er en bræmme af lys rundt om Sjælland.

Så nej, det var alligevel ikke stedet og tiden til at finde udblik. Men – så godt som det næsten kan blive i et land med tryk på alle el-kontakter.

Civilisationen har spundet sig ind i en kokon af lys. Vi kan ikke se intet – den frysende sorte tomhed, der giver stjernernes blinkende hvide, blå, røde lys kontrast. Himlen er fedtet af sod fra civilisationens store bål. Umærkeligt har øjnene vænnet sig til at se verden i et let sløret skær. Vi bor i et drivhus. Det Elektriske Lys skinner uophørligt, utilstrækkeligt.

Sidder i læ i bilen og tæller Plejader ud af bagdøren. Mælkevejens kompasnål drejer langsomt. Tænker på dengang for fyrre år siden da jeg lå på ryggen med en prismekikkert og stirrede op i Mælkevejen. Og da jeg var blevet kold bagtil gik jeg ind og spiste kråsesuppe med svedsker. Og det første syn af Karlsvognen over vaskehusets skorsten; fem år gammel forstod jeg ikke mors bemærkning om at den nok var opkaldt efter min far.

For et par år siden overnattede jeg på Fejø kro. Efter en lavbudget-middag i det plasticblomsterranke-behængte festlokale havde jeg brug for at fordøje i fred. Man kan ikke fare vild på Fejø, så jeg gik på må og få ud ad en landevej. Der var mørkt ovre på Lolland. Måske fordi hjemmehjælperen havde glemt at tænde lyset. Men der var endnu mørkere her lidt nord for Lolland.

Pludselig var lyset der. Eller rettere: pludselig blev jeg opmærksom på de forsølvede poppelblade og et svagt elverskær over markerne. En hvid lyståge man ligesom anede ud af øjenkrogen. Stjerneskær, jaså. Havde glemt det fandtes. Og nej, det var ikke rødvinen, så god var den ikke.

Engang sidst i 1950-erne, da russerne var i gang med deres Sputnik-program, var der dyrskue i vores by, med tilhørende gynger og karruseller. En smart gøgler havde fundet på at lave en indhegning, hvor man mod betaling kunne komme ind og se satellitten, når den strøg forbi deroppe. Egentlig var udsigten lige så god alle andre steder.

Måske kunne Fejø-boerne markedsføre deres ø som en enklave, hvor man mod betaling kan kigge ud i rummet?

Siden da har jeg drømt om at se det elverlys igen, og nu er drømmen nærmest blevet en besættelse – næste nat bliver frostklar siger Meteorologisk Institut. Et kig på kortet viser at Glænø ved Smålandsfarvandet kunne være en mulighed.

Jeg starter min Pegasus (diesel) og kører ad den stille landevej mod Skælskør. Over dæmningen til Glænø, og yderst ude en lille parkeringsplads med vandpytter. Trappe ned ad en lav klint. Bølgelyde.

Det forekommer rimeligt at slukke smøgen og tage hatten af et øjeblik. Der er kun ét show ude over vandet, men det er godt. Orion har spændt sin bue og Tyren med det røde øje stormer ned mod ham. De små Plejade-piger, som Tyren har taget til fange, trykker sig forskrækket sammen. Orions lille vrede hund, den evigt changerende Sirius, stiger langsomt op over kimingen og trækker et lysspor i det stille vand. Tågebanker over Smålandsfarvandet, fosforiserende kolde som i historier om klabautermænd og havfruer. Deroppe går røde Mars, krigens vandringsmand, næsten for tæt på. Af og til et stjerneskud.

Sindet er mæt og fødderne kolde. Jeg kører hjemad og overrasker en flok rådyr i færd med at gufle blomster i en have. Om ikke andet kan man bringe en historie tilbage til det elektriske lejrbål.

© 1984-2015 Af Erik Kruse Sørensen