| Vi er Rasmussen og Sørensen Unlimited Dansk sprog, litteratur, historie, kunsthistorie og pædagogik.
Bog!
Krigskunsten af Sun Tzu oversat og kommenteret af Erik Kruse Sørensen. Kan blandt andet købes hos Saxo.
Erik skriver
Erik performs
|
Nogle danske noveller i genrologisk og epokal belysning Opgave i teksthistorie II Sommer 2000
Aage Henriksen i
Kapitel 1. NOVELLEN: HISTORIE, FORSKNING OG TEORI
1.1. Hovedpunkter i novellens oprindelse og videreførelse
1.2. Genren i teori og forskning
1.2.1. Akron versus diakron genrebetragtning
1.3. Søren Baggesens novelledefinition
1.4. Novellebegrebet som teksthistorisk analyseredskab
2.1. Johannes Ewald: "Mester Synaals Fortelling" I & II (1772)
2.2. Steen Steensen Blicher: "Hosekræmmeren" (1829)
2.4. Herman Bang: "Foran Alteret" (1880)
2.5. H. C. Branner: "Sidst i August" (1944)
NOTER
LITTERATUR
BILAG A, B, C, D:
(Disse noveller er vedlagt som bilag, da jeg selv har numme-
Tegn i citater: ... angiver ord, jeg har udeladt, mens ()
Almindeligvis defineres en novelle ud fra sin længde i forhold til romanens (og omvendt). En novelle er kort, mens en roman er lang; sådan forholder det sig i langt de fleste tilfælde - især mht. prosaen fra det 20. århundrede. Leksikalt skelnes der mellem de to prosaformer sådan, at romanen har en flerstrenget handling, hvor novellens korte form er koncentreret om et enkelt forløb. Set i et genrehistorisk perspektiv er disse distinktioner dog kun det korte af det lange; op gennem tiden tegner der sig i perioder et mere broget billede af genregrænserne. F.eks. kaldte Hans Egede Schack sin roman "Phantasterne" (1857) for novelle. Men jeg skal ikke forsøge at afgrænse novellen i forhold til andre prosagenrer. Denne fremstilling drejer sig udelukkende om noveller, som jeg vil undersøge visse træk ved på grundlag af et materiale bestående af fem danske kortprosatekster der strækker sig fra 1772 til 1944. Med denne tidsspredning går jeg fra den klassiske til den moderne "æra".
Novellerne har jeg udvalgt på baggrund af forfatternes centrale placering i dansk prosahistorie. Johannes Ewald (17431781) er den første danske forfatter, der insisterer på at leve af sin digtning, og netop prosagenrens fluktuerende form giver ham oplagte muligheder for digteriske eksperimenter - navnlig hvad sproget angår. Steen Steensen Blicher (1782-1848) markerer sig som eksponent for novellegenrens gennembrud i Danmark; hans fornyelse af prosaen består bl.a. i, at han gør sine jeg-fortællere til en vigtig del af fiktionen (1). J.P. Jacobsen (1847-1885) præsenterer et nyt menneskesyn og en ny fortællemåde - f.eks. ved som den første herhjemme at anvende impressionistiske stilelementer, der siden rendyrkes og beherskes af Herman Bang (1857-1912). H.C. Branner (1903-1966) er ikke nyskabende, men han mestrer i sin novellistik at fortælle "det lille hverdagsforløb med det store perspektiv" (2) på dybdegående vis.
Litteraturforskeren Søren Baggesen har med sin 35 år gamle bog "Den blicherske novelle" spillet en betydningsfuld rolle for dannelsen af en dansk novelleteori. Derfor bruger jeg hans novelledefinition som udgangspunkt for mine analyser. Ved hjælp af hans begreber vil jeg fremanalysere nogle forskelle mellem de fem noveller med det formål at kunne redegøre for den litterære udvikling, de er udtryk for. I denne forbindelse indsætter jeg novellerne i en litteraturhistorisk kontekst for herigennem at anskueliggøre deres relation til den samtid, de er skrevet i og på baggrund af.
Kapitel 1: Novellen: historie, forskning og teori
1.1. Hovedpunkter i novellens oprindelse og videreførelse
Genrebetegnelsen novelle kan forstås dels på baggrund af ordets latinske (oprindeligt juridiske) betydning "novellus", der er noget nyt, dvs. hidtil uset, og dels ud fra det italienske "novella", som oprindeligt betød "lille nyhed" (1). Egentlig var noveller tillæg til lovtekster i Romerriget - tilføjelser, der drejede sig om retssager uden fortilfælde og Romerrettens afgørelser vedrørende disse, som ikke kunne bedømmes på baggrund af de allerede eksisterende love (2). Om sådanne retsspørgsmål fra antikken handler mange af de 100 småhistorier i "Il novellino" (eller "Cento novelle antiche"), der - i underholdningsøjemed - formentlig er skrevet af en florentinsk købmand omkring 1296 men først trykt i 1515 (3). I denne samling indgår bl.a. også dyrefabler og gåder, hvilket kan tyde på, at novellen som litterær genre har flere rødder end de antikke suppleringslove (4). Mens "Il novellino"s historier er verdsligt orienterede, er den samtidige samling korte fortællinger "Gesta Romanorum" fra ca. 1300 religiøs "exemplum"-litteratur, hvori hver fortælling tjener til eksemplificering af en religiøs morale. Kilderne hertil er Bibelen, romersk og græsk historie, den arabiske verden, orientalske vandrehistorier mv. (5).
Italieneren Giovanni di Boccaccio (1313-1375) har også hentet dele af sit stof i tidligere tiders små prosastykker, som han har bearbejdet til sin novellesamling "Dekameron" (1353). Dette værk er blevet betegnende for novellens manifestation som litterær genre i den tidlige renæssance (6), og han viderefører her en fortællemåde (rammefortællingen), der går tilbage til før vor tidsregning (7). Rammen om de 100 noveller skabes af 10 adelige personer, der under pesten i Firenze 1348 har søgt tilflugt uden for byen, hvor de fordriver 10 dage med at fortælle hinanden historier. Disse er af vekslende indhold men bundet sammen ved, at alle skildrer en konflikt og dennes løsning (8). Forfatterens hensigt er, at novellerne skal tjene til morskab og "nyttig vejledning" i, hvad læserne "bør undgå eller efterligne" (9).
1.2. Genren i teori og forskning
Interessen for at studere novellen som genre opstår i den tidlige romantik (4), hvor man (som ovenfor antydet) også begynder at opstille krav til genrens indhold og udformning. Tilsvarende bygger størstedelen af novelleteorien i det 20. århundrede på undersøgelser af romantikkens noveller.
1.2.1. Akron versus diakron genrebetragtning
Novelleforskningen kan opdeles i to hovedkategorier: den akrone og den diakrone anskuelsesmåde (7). Disse betegnelser vedrører forholdet til historicitet i de to retninger, hvoraf den førstnævnte enten (normativt) udleder specifikke genrekonstituenter, som skaber en kontinuitet i genren på tværs af historiske forskelle eller (deskriptivt) bestræber sig på at beskrive det karakteristiske ved en novelletradition. Den anden lægger vægt på novellen som et litterært fænomen, hvis fremtrædelsesformer er betinget af historiens udvikling, og dens løsning på genreproblemet er dermed at søge at bestemme novellen inden for nationale og litteraturhistoriske perioder. I nærværende fremstilling repræsenterer Søren Baggesen den akrone retning, mens Jørgen Dines Johansen står for den diakrone retning.
Som divergerende eksempler på de to yderpunkter og den manglende konsensus kan nævnes litteraturforskerne Walter Pabst og H.H. Malmede. Pabst hævder, at enhver epoke og generation har tilført novellen et særpræg, som ikke kan udtrykkes gennem nogen nok så skarpsindig genredefinition. For H.H. Malmede har genreforskningen tværtimod et meningsfyldt mål i bestræbelsen på at definere et begreb, der betegner fællestræk ved en bestemt gruppe værker (1). Disse modstridende synspunkter kan bringes til en komplettering af hinanden med Dines Johansens forslag til en løsning på genreproblemet: man kan udlede særtræk fra hver epoke (2).
1.3. Søren Baggesens novelledefinition
Søren Baggesen, der for nemheds skyld kaldes SB i det følgende, har udarbejdet sin novelleteori vha. allerede eksisterende teorier (3) og ud fra den narrative struktur i tre noveller. Disse er "De vildfarne" fra Boccaccios "Dekameron" (1353), Heinrich von Kleist' "Die Marquise von O..." (1810) og "Die schwarze Spinne" (1842) af Jeremias Gotthelf. Han postulerer, at novellerne er "typiske for genren", og at de fællestræk, der kendetegner dem, er "konstituerende for genren som sådan" (4). Kriterierne, han finder betydningsfulde, er: en bestemt fortællerposition, begivenheden (som noget specifikt for novellen) og en særlig form for pointe. Disse størrelser vender jeg tilbage til.
Han pointerer, at det ikke er nogen "formlov" for genren men et analyseinstrument, der bør anvendes fleksibelt (1). Hans novelledefinition må altså betragtes på denne baggrund. Det, man med større ret kunne fokusere på ved en kritisk behandling af Baggesens teori, er, hvorvidt den definerer en tradition, og om det er relevant at tale om en sådan (2). Men det er spørgsmål, der falder uden for dette arbejdes rammer.
1.3.1. Fortælleren
Det centrale ved den novellistiske fortælleinstans bestemmes af SB som "adskillelsen mellem fortællertid og fortalt tid, fiktionen om et faktisk afsluttet forløb, som berettes" (3). Dette drejer sig om et skel mellem det tidspunkt, hvor begivenhederne fortælles og tidsrummet, som disse har udspillet sig i. Historien er fortalt, efter den er foregået, og fortælleren kan dermed overskue det fortalte. Adskillelsen viser sig ved fortællerens synlighed i fortællingen: hos Boccaccio og Gotthelf optræder fortælleren eksplicit i rammen, mens han hos Kleist bl.a. kan spores via nogle læserhenvendelser og ved redigeringen af det fortaltes kronologi (4). Fortællerens overblik er vigtig for novellegenren ud fra det synspunkt, SB anlægger, at fortælleren accentuerer det, der er væsentligt - hvilket altså er begivenheden og personernes reaktioner på den.
1.3.2. Begivenheden - og det "irrationelle"
I SB's beskrivelse af forholdet mellem novelle og begivenhed er novellen "en form, som beskæftiger sig med det irrationelle i menneskenes tilværelse". Det irrationelle forbinder han med begivenheder, der er tilknyttet en metafysisk livsforståelse, og som ukontrollerbart for menneskene griber ind i deres tilværelse udefra. Men også "rene tilfældigheder" og "rationelle menneskelige handlinger" kan af novellens personer opleves som irrationelle - for selv om enkelte af begivenhederne nok kan motiveres rationelt, undlades dette, da årsagerne ikke er novellens interessefelt (7). Det er derimod de begivenheder, personerne udsættes for og følgerne af dem. På dette grundlag indkredser SB novellegenren som en form, der "snarere beskæftiger sig med menneskenes vilkår end med menneskene selv" (1) - og derfor er (den uforklarede) begivenhed genrens kardinalpunkt.
Aage Henriksen har kategorisk afvist anvendelsen af begrebsmodsætningerne irrationel versus rationel i forbindelse med de tre novellers begivenheder. Det drejer sig derimod om "planer og formål, der krydses af uforudsete hændelser" (2) og velmotiverede handlinger, som dog er i konflikt med gældende lov og orden. Denne omformulering skiller dog ikke de to teoretikere helt ad; Henriksen har åbenbart overset SB's pointering af, at det ikke er årsagerne bag disse handlinger og hændelser, som er det afgørende - men personernes opfattelse (som i novellerne er af metafysisk art) af dem. De livsforståelser, novellens personer repræsenterer, er nemlig udslagsgivende for begivenhedernes udfald.
1.3.2.1. Tematisk og strukturel
Henriksen reviderer Baggesens novelleformel ved at se begivenheden som strukturel - dvs. som et mekanisk, konkret indslag i novellens opbygning, hvor den for Baggesen har tematisk betydning og dermed skal bestemmes ud fra en kontekstuel læsning. Ifølge Henriksen samler novellestrukturen sig omkring to skæringspunkter, hvoraf det første markeres af begivenhedens indbrud. Det andet dannes af personernes beslutning mht., om begivenheden skal indlemmes i eller udstødes fra den gamle orden, eller om den som en tredje mulighed får lov at skabe en ny orden.
1.3.3. Pointen
Pointen beskrives af SB som "trådenes samling i et overraskende vendepunkt i begivenhedernes forløb" (1). Den er for ham et todelt begreb, der sammenfatter følgende to punkter: a) tolkningspunktet, hvor alle novellens løse ender samles for at pege ud mod en overordnet tilværelsestolkning, og b) determinationspunktet, der i reglen er begivenheden alias
"de irrationelle magters afgørende indslag i tilværelsen" (eller mao. det, der forekommer ubegribeligt i forhold til tingenes tilstand), som enten er katalysator for de øvrige begivenheder eller en slags begivenhedsudvælgende instans (2). Punkterne kan optræde separat, eller de kan falde sammen og derved udgøre den "egentlige" pointe, der samtidig med at bestemme kombinationen af begivenheder også udleder en (overraskende) tolkning af disse. Tolkningspunktet er ikke altid punktvis tilstede som det determinerende punkt og kan helt være udeladt; i så fald må novellens livsstolkning destilleres af interaktionen mellem de skildrede begivenheder.
1.3.3.1. Et vildfarent determinationspunkt!
Imidlertid stemmer Baggesens ræsonnement, at der kan være et sammenfald mellem de to punkter ikke overens med fakta i novellen fra "Dekameron", hvor dette skal være tilfældet. Han mener, at punkterne mødes i slotsfruens afsluttende replik (3), at de unge må være bestemt for hinanden (af Gud), siden de har overvundet farerne. Denne tolkning ser Baggesen som en forklaring (4) på koblingen mellem begivenheder, der umiddelbart virker som tilfældigheder i forhold til hinanden. Men replikken er blot en tolkning. (Her viser uholdbarheden sig i SB's pointebegreb: det er jo ikke fruen, der har komponeret begivenhedernes gang, hendes tolkning kan derfor ikke være determinerende for dem.)
1.4. Novellebegrebet som teksthistorisk analyseredskab
I de foregående afsnit har jeg redegjort for elementerne i Søren Baggesens novelledefinition og desuden beskrevet relationen mellem dem (1). Undervejs har det været nødvendigt at justere et par af begreberne for at gøre dem brugbare som redskaber for en litteraturhistorisk orienteret novelleanalyse. Jeg kan nu opstille en model for behandlingen af de noveller, jeg har udvalgt. Min analytiske fremgangsmåde er pragmatisk, og analyseforløbet bliver som følger:
a) at beskrive fortælleren/fortælleinstansen samt hvordan og hvorfra, der fortælles. b) at afgøre, hvad begivenheden er ud fra en kontekstuel læsning, der nøje tager højde for, hvad de fiktive personer opfatter som begivenhed. Hvilke normer, miljøer (2) eller evt. divergerende interesser gør begivenheden til en begivenhed? Som det vil fremgå af analyserne, adskiller jeg determinationspunkt og begivenhed.
Ud fra den teksthistoriske perspektivering af analyseresultaterne vil jeg undersøge, hvordan skildringen af begreberne fortæller og begivenhed ændres sideløbende med det menneskesyn, der udtrykkes i teksterne. Derfor lægger jeg hovedvægten på disse to begreber i den indbyrdes sammenligning mellem deres fremtrædelsesformer i de fem noveller.
Spørgsmålet, der må knyttes til det samlede resultat af analysearbejdet, er, hvorvidt elementerne i novelledefinitionen viser sig at være anvendelige til at fremskrive udviklinger af novellegenren som sådan.
2.1. Johannes Ewald: "Mester Synaals Fortelling" I & II
Dette prosastykke, der i det følgende bliver benævnt MSF, stammer fra og udgør en selvstændig fortælling i Ewalds aldrig fuldførte tidsskriftsprojekt "De Fremmede" (trykt i 1780). MSF var planlagt som nr. 4-6 af de i alt 13 nummererede hæfter. "De Fremmede" er samtidig navnet på selskabet eller studiekredsen, som tidsskriftet beskæftiger sig med og skyldes, at 7 af medlemmerne er udlændinge og kun 3 danskere. Dette fiktive selskab er indrettet som en form for domstol med anklager og forsvarer, og programmet er at skaffe menneskekundskab ud fra deltagernes personlige og frem for alt autentiske livserfaringer (1). MSF indledes med, at man netop har aftalt dette grundlag for selskabet, og skrædderen Morten - med øgenavnet Mester Synaal - bliver udpeget til som den første at fortælle "det mærkværdigste i hans Levnetsløb" (s.266,l.25), og han er således MSF's hovedperson, som studiematerialet udgår fra.
2.1.1. Dobbelt rammefiktion
MSF er en rammefiktion og har to fortællere, to jeg'er. Den ene, rammefortælleren, er selskabets skriver, der i denne egenskab står som garant for den skrevne teksts autenticitet. Den anden, Mester Synaal, bliver som underordnet fortæller selv fortalt; han er et menigt medlem, der som den eneste i kredsen hverken er intellektuel eller tilhører middelstanden (2). Netop skrædderens sociale status og sekretærens position har betydning for deres rolle som fortællere.
Selskabet danner i første omgang den ydre ramme om skrædderens mundtlige indlæg ved det konstituerende møde d. 19/1 1772 (3) - og dernæst om hans skriftlige bidrag "Løier over alle Løier", der omhandler en næsten 5 år gammel drøm, dateret d. 7/9 1767 (s.305). Dette manuskript afleverer Synaal i selskabet d. 26/8 1772 (s.274), altså ca. 7 måneder efter det første møde. Fortællingen, som titlen MSF I og II refererer til, er desuden en rammefortælling i sig selv ved, at drømmen om rejsen til de to øriger indrammes af hans vågentilværelse. Overgangen mellem drøm og virkelighed (og således mellem to tidsforløb) i manuskriptet skjules dog ved en sides lakune mellem, at (den vågne) Synaal vil mønstre et skib (s.279), og at han (i drømmen) er ombord på skibet. At den fantastiske rejse er en drøm afsløres først for selskabet (og for læseren), da Synaal til sidst vækkes voldsomt af sin kone (s.305). På denne måde kan drømmen karakteriseres som en fortælling i en ramme i en ramme.
2.1.1.1. En bevidstløs fortæller
Mester Synaal er en komisk figur, der både i sit mundtlige og skriftlige indlæg fremstilles som en fortæller, der hverken er bevidst om eller i stand til at reflektere over sine verbale udgydelser. Hans tale, som sekretæren har nedskrevet mundret, består af tilfældige erindringer og tager form som et frit associerende tankeforløb, der fører ham væk fra emnet levnedsløb - således udgør talen ‚n lang digression.
2.1.1.2. Mellem "Slikketæer" og skrædder
Der foregår et spil mellem de to fortællere ved deres lejlighedsvise kommentering af hinanden. Sekretæren skal, under ed og bødeansvar, ordret føre skrædderens mundtlige levnedsbeskrivelse til protokols (s.267,l.1-5). Han har endog - med komisk effekt - nedskrevet de lyde, Synaal udstøder, bl.a. hans hosten og harken. Da Synaal har besvær med at komme i gang med at fortælle, gør han som en afledningsmanøvre grin med sekretæren, vel vidende, at denne må nedskrive drilleriet fra ord til andet. Han kalder skriveren "Hr. Slikketæer" (l.21), hvilket ikke alene rimer på sekretær men også peger på denne rolle som naragtig. Som skriver skal sekretæren kun notere men kan hårdt provokeret ikke dy sig for at tage til genmæle og kalder i en fornærmet fodnote Synaal for "Den impertinente Karl!". Hvor sekretæren vha. fodnoten holder sig uden for Synaals tale, bryder han mere direkte ind i afskriften af manuskriptet ved nøje at redegøre for dets lakuner gennem bemærkninger om, hvad disse består i: spildt blæk (s.279) og rester efter et halvt pund smør (s.282). Samtidig gør han nar af Synaals sprog: "for, som man siger, at have lidt i Baghaanden, hvoraf vor Moder intet vidste" (s.282), hvilket citerer ‚n af Synaals vendinger (s.277,l.6-7). Siden tilstår han at have luget manuskriptet for de fleste og mest fejlagtige bibelcitater (s.306,l.32-37), som Synaal i flæng har brugt i forvansket form og i forkerte forbindelser.
kan drage hjernegymnastisk nytte af tekstens huller:
"jeg troer, at det baade kan tiene til en Art af
Denne læserhenvendelse peger - ved sin opfordring til læseren om at tænke - i retning af den redigerende bevidsthed, der gemmer sig mellem sekretæren og skrædderen - og som er identisk med digteren selv. Fra Synaals side skyldes manuskriptets lakuner hans lidet respektfulde omgang med sit dokument og forekommer set fra denne vinkel at være tilfældige. Men når man medregner forfatteren Ewald, har lakunerne tilsyneladende to funktioner: dels at fjerne mindre vigtige passager for at afkorte en meget lang historie (1) - og dels at sløre dele af indholdet. Som nævnt dækker tekstens første lakune over grænsen mellem virkelighed og drøm, mens en senere (s.301,l.36-38) angiveligt skjuler anstødelige linjer, nemlig et sexuelt tilbud til skrædderen fra en "Abekatinde" i drømmen (l.38-39 - s.302,l.1f). Forfatteren kommer altså til orde i spillet mellem de to fortællere. Set på denne måde kan MSF betragtes som et slags programskrift, der er skrifttematisk og handler om, hvordan man fortæller en historie. Det gør man ved at digte (drømmen er jo fra forfatterens side camoufleret opspind), ved at fjerne og sløre dele af historien: det uvæsentlige og afsnit der røber sammenhænge, som læserne selv skal slutte sig til.
2.1.2. Fortællingen som begivenhed
At Mester Synaals manuskript "Løier over alle Løier" er begivenheden i MSF finder allerede sin begrundelse i sekretærens (1) introduktion af det. Manuskriptet tjener her, ifølge sekretæren, som et eksempel på, hvordan skrædderen trods alt har "beriget vore Acter" (s.274,l.15) med en fortælling, der er "et Mynster paa det ... romanagtige og usandsynlige". Synaals motiv til at lade manuskriptet oplæse i selskabet er at bevise, han også "havde havt sine Eventyrer" såvel som de "andre høilærde" (l.33-34). Han er altså i et vist mål klar over, at han hermed bidrager med noget (be)mærk(elses)værdigt, som opvejer, at han ikke mundtligt har formået at ihukomme noget levnedsløb.
2.1.3. Det forkertes rigtighed
I MSF sættes der et komisk og parodisk perspektiv på det fornuftsdyrkende borgerskabs mænd, der samles i studiekredse for at beskæftige sig med moralske materier. Parodien består i latterliggørelsen af det rationelle sprog (og den tilhørende tankegang) gennem Mester Synaals irrationelle sludder, der må tilføres en nytteværdi, før det kan arkiveres blandt de øvrige dokumenter (s.272,l.9-17). Selskabets sprog- og virkelighedsidealer anskueliggør rationalismens totalitære stilling, mens "Løier over alle Løier" eksemplificerer den frit fabulerende fortællekunst. Tolkningen, der kommer til udtryk i MSF, kan formuleres sådan, at fantasien og dermed også følelsen skal bringes ud i virkeligheden - og vejen går (her) igennem digtningen. Fantasi og følelse (jf. "Drivt, Luner og Indfald" s.272), der florerer i skrædderens spontane snak, betragtes af selskabet som udannet og unyttigt. Paradoksalt nok er der sammenhæng og mening i de oplevelser, skrædderen har gjort i bevidstløs tilstand - men ikke i hans erfaringer fra det aktuelle liv. Ligesom de to øriger hver især udtrykker et paradoks. Det rigtige findes altså i det, der synes forkert.
2.1.4. Teksthistorisk perspektivering
Spectatorlitteraturen, alias det moralske ugeblad (1), blev lanceret i og med det engelske tidsskrift "The Spectator" (1711-12), der senere fik sin danske pendant i J.S. Sneedorffs tidsskrift "Den patriotiske Tilskuer" (1761-63). Bladet var organ for "Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse" og havde til formål at offentliggøre og realisere dette (første danske) litterære selskabs oplysningsprogram, den gode smag inklusive (2). Ved oprettelsen af et selskab som dette skabte borgerskabets mænd et forum, hvori de kunne uddanne sig - og lære at kontrollere viljen og lidenskaben ved fornuftens brug (3). Tidsskriftgenren er oplysningstidens litterære hovedform, der gennem et debatterende selskab sætter fokus på sædelig levevis og sproget, som skal afspejle "den fiine Tænkemaade, hvorved et velartet Folk adskilles fra Pøbelen", skriver Sneedorff i 1760 (4). Det er denne dydige, fornuftsstyrede retorik, Ewald opponerer mod ved i sit ugebladsprojekt "De Fremmede" at parodiere selvsamme genre. I oplysningstidens moralske fortællinger er det fortalte overvejende baseret på mundtlighed (5). For eksempel etableres i Knud Lyne Rahbeks fortællinger en scenisk fortællesituation med fortæller og tilhørere, hvor det fortalte - som er begivenheder fra fortællerens liv - forbindes til det (i rammen) virkelige liv ved, at fortælleren henvender sig til tilhørerne ("Børnekopperne", 1805) eller gennem afbrydelser i form af dialog mellem parterne ("Sølvbrylluppet", 1801). Ved det mundtligt fortaltes autentisering af skriften og dermed foregivelse af virkelighed tilstræbes altså en tilsløring af fortællingens fiktionalitet. Hensigten med denne manipulation er at skabe en direkte sammenhæng mellem liv og digtning - de moralske fortællinger er brugskunst.
2.2. Steen Steensen Blicher: "Hosekræmmeren" (1829)
"Hosekræmmeren" blev første gang offentliggjort i 1829 i sidste årgang af Blichers eget tidsskrift "Nordlyset" (1). I denne novelle afviser en hosekræmmer sin datters kæreste som fremtidig svigersøn pga. dennes manglende økonomiske habilitet og lover hende i stedet bort til en rig frier, hun ikke elsker. Men datteren nægter at underkaste sig faderens vilje og protesterer ved at blive sindssyg, hvilket resulterer i, at hun dræber sin elskede, da hun endelig kan få ham.
2.2.1. En digter-fortæller Novellen er opdelt i to hovedafsnit, hvor et jeg indledende giver sig til kende som vandrer på den jyske alhede. Herfra formidler han en refleksion over modsætningen mellem menneskesamfundet og den mennesketomme natur. Ude under åben himmel føler han sig pga. hedens vidde som en beduin, der uden fast bolig "frihedsstolt" færdes, hvor han lyster og "besidder Alt hvad han seer". Frihedsfølelsen frustreres, når hans blik bremses af et hus i horisonten med en "snævert begrændset Mark", for her trættes der "om Mit og Dit", mens "den lykkelige \rken" er "Alles, er Ingens". Forskellen gør jeg'et til en misantrop, der ønsker mennesket fjernet fra jordens overflade. Men ønsket reduceres til en "Flyvetanke", da han i trangen til vederkvægelse længes efter et "rigtigt" hus blandt de "falske" (s.63), som fostres af den fantasi, han frit kan slippe løs på heden. Her introduceres et tema, der vedrører naturens besiddelsesløshed versus ejendomsforhold i menneskets verden. De to områder kontrasteres ved ordene "fængsler" kontra "fri-": besiddelse binder, begrænser og skaber strid og splid, som er den ejerløse natur fremmed - derfor er den et lykkeligt fristed modsat menneskets ulykkelige verden. Temaet, der indledningsvis er skildret i lyrisk, abstrakt form (jf. den temporale deiksis "stundom"), konkretiseres, da fortælleren en "varm Septemberdag" for "en Deel Aar siden" (s.63) træt og tørstig opsøger hosekræmmeren, Michel Krænsens gård, hvor han overværer dennes afvisning af datteren, Cecilias fattige kæreste, Esben som et passende parti.
Ved indskydelsen af sin viden om tragedien i fortællende stund (s.70,l.17-24) angiver fortælleren, at han allerede kender det fortalte forløb i dets hele udstrækning. Men han frasiger sig - som ovenfor antydet - at have evnen til at overskue begivenhedernes gang. For som en person i det fortaltes univers, i denne "Roman" (s.69), han ikke selv har digtet - men som han gerne ville have digterisk indflydelse på (2) - kan han ikke forudse dens slutning. Han er ikke en alvidende fortæller.
2.2.1.1. Fortællerens fortæller
Hosekræmmerenken må, som familiens eneste overlevende med forstanden i behold, fortælle den nysgerrige vandringsmand det skete. Gennem hendes beretning formidles udviklingen, der - markeret ved en tom linje (s.70) - ligger imellem de to afsnit. Han oplyser at have redigeret historien for irrelevante detaljer, men ellers refereres der i "Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil" (s.73). Denne stil passer til, at det nu er nødvendigt at fortælle koncentreret og ikke reflekteret, hvad der er digter-fortællerens lod. Hendes lange replik får således status som særskilt fortælling inde i den ramme, hvor det overordnede jeg er tilstede.
2.2.2. Tragiske begivenheder
Afvisningsscenen, som vandringsmanden overværer, er novellens initiale begivenhed. Men når vi beskæftiger os med ordet begivenhed som det, der er overraskende og ubegribeligt for novellens normdannende personer (hosekræmmerparret), er det i første omgang Cecilias protest i kirken mod brylluppet med den rige bejler. At der er lyst for hende og Esben i paradis (s.74) er hendes argument til ugyldiggørelse af faderens vilje. Faderen affærdiger indvendingen som "Skjelmstykker", men det er Cecilias "ramme Alvor" - den fantaserede verden er blevet faktisk for hende. Oprøret mod faderen er blevet omsat i en sindssyge, der er en fraspaltning af og flugt fra den virkelighed, han påtvinger hende. Det er altså kollisionen mellem hans alias miljøets værdigrundlag, som
ikke kan omfatte frie følelser, og Cecilias insisteren på selvsamme, der er determinerende for begivenhederne. Hendes vanvid skyldes jo hans tvang, som har rod i miljøet.
2.2.3. Fortolkningernes sammenbrud
Allerede i novellens indledning præsenterer fortælleren et dualistisk livssyn bestående af modpolerne naturen og menneskeverdenen, der ingen fællesnævnere har. Naturen er fantasiens og de frie følelsers domæne, hvor penge er værdiløse, mens menneskets verden suverænt regeres af penge og materielle krav. Disse polære principper personificeres af henholdsvis Cecilia og hosekræmmeren, som er lige ufravigelige i deres respektive krav om, hvad der har højeste prioritet. Kampen mellem dem kulminerer, da Esben prøver at imødekomme begge, og derved overskrides grænsen mellem polariteterne med katastrofen til følge.
2.2.4. Teksthistorisk perspektivering
Ved en sammenligning af Ewalds og Blichers fortællere bliver den mest udtalte forskel mellem dem, at Blichers fortæller i novellen ekspliciterer sig som digter (jf. "Romanforfatter") hvor digteren hos Ewald ligger implicit i samspillet mellem de to fortællere. Fiktionen har så at sige fået en digter i Blichers novelle - det er blevet legitimt at være selvstæn- dig digter. Af denne udvikling udløber også forskellen mellem begivenhederne: hos Ewald er denne den fantaserede fortælling i sig selv, mens den hos Blicher er uadskillelig fra det fortalte forløb. Men begge er med fortællerens utilslørede styring (dominans) af det fortalte, der understreges ved forfatterens læserhenvendelser, udtryk for den ovenfraog ydrestyring, som kendetegner prosaen fra enevældstiden (*). Betragter man indholdssiden af "Hosekræmmeren" på baggrund af perioden, den er skrevet i, er novellen tidstypisk i den forstand, at den - lig andre biedermeier-noveller - beskæftiger sig med emnet kærlighed og ægteskab som en fundamental livsværdi (1). Hvorimod den, ved problematiseringen af ejendomsforhold og begrebet frihed samt de voldsomme begivenheder, går stik imod biedermeier-digtningens bestræbelse på at udjævne og nedtone dissonanser. Desuden afviger den oprørske, erotiske Cecilia stærkt fra biedermeiers mådeholdne, ukomplicerede kvindeideal (2), som dette f.eks. beskrives i Thomasine Gyllembourgs gennembrudsnovelle "En Hverdags-Historie" (1828). Fru Gyllembourg, der har optaget oplysningstidens moralske fortælling i sin prosa (3), skriver ganske vist om en konflikt mht. sammensmedningen af livsledsagere, men problemet løses ved, at forfatteren sørger for et rask partnerbytte, så alt kan munde ud i idel idyl. I årene 1820-1825 skrev Blicher noveller til tidsskriftet "Læsefrugter samlede paa Litteraturens Mark" som medvirkede kraftigt til novellegenrens popularitet i Danmark. I Læsefrugt-novellen er fortællerne typisk alvidende (4), hvilket i sig selv kan betragtes som et postulat om en ordnet, gennemskuelig tilværelse. Men Blicher giver afkald på denne alvidenhed med fortællerpositionen i "Hosekræmmeren", hvor fortælleren selv optræder som en perifer person, der ikke har direkte andel i begivenhederne men blot er tilskuer til og formidler af dem (5).
2.3. J.P. Jacobsen: "Fru Fønss" (1882)
"Fru Fønss" (FF) udgives i 1882 i samlingen af Jacobsens noveller "Mogens og andre Noveller". Herfra blev debutnovellen "Mogens" fra 1872 med 10 års forsinkelse betragtet som et "Vendepunkt i dansk Literatur", da dansk prosa her løftes ud af sin "Fladhed og Stemningsløshed", som Edvard Brandes skrev i 1882 (1). Titel- og hovedpersonen i FF er den 40-årige enkefru Fønss, der som ung har måtte indgå et fornuftsægteskab og siden da tilsidesat sig selv af familiære hensyn. Efter mandens død har hun levet for sine nu voksne børn, men på en rejse til Provence møder hun sin ungdoms kærlighed, og de gamle følelser blusser op igen. Hun beslutter at gifte sig igen trods børnenes kompromisløse jalousi og advarsler om, at det vil føre til et fuldstændigt brud mellem dem - hvad det så gør.
2.3.1. Naturalismens "objektive" fortæller
FF's fortæller er implicit og gemmer sig således fortrinsvis bag og i sine personer. I åbningsscenen placeres fru Fønss og datteren, Ellinor af en neutral fortællerstemme på en bestemt bænk i Avignon. Dernæst ses udsigten fra kvindernes synsvinkel, hvilket vises ved en indirekte gengivelse af deres tanker: "At det virkelig var Provence!". Den følgende sætning (l.10-14), som ved en gennemført udeladelse af verber byder på en impressionistisk landskabsbeskrivelse, lægger vægt på det umiddelbare synsindtryk. De tørre, trætte farver og den afkræfte(n)de atmosfære skyldes de to sansende - men det er navnlig Ellinors psykiske (s)tilstand, der
projiceres ud i landskabet. Hun er blevet forsmået af sin elskede og lider af hjertekvaler; de besjælede "Huse, der hverken kunde høre eller se" genspejler hendes følelser indespærring. For de begejstrede og forelskede - som sønnen Tage - er det derimod et "rosenblussende Provence" (s.174). På denne måde gør fortælleren det sete afhængigt af personernes sjælelige habitus - og angiver dermed en forbindelse mellem psyken og perceptionen af omgivelserne.
(s.179) og i scenen, hvor hun meddeler børnene sin afgørelse (s.181-82). Eller ved små biord, som signalerer det fortaltaltes forbindelse til bevidstheder inden for novellens univers - f.eks. i: "Tage løb ... for at se ad, om der dog ikke ..." (s.175), hvor ordet "dog" peger på det efterfølgende som noget, Tage har sagt eller tænkt. Synsvinklen ligger hovedsagelig hos hovedpersonen, men fortælleren giver sig også moderat adgang til de øvrige personers indre - og demonstrerer alvidenhed i sætningen: "(Ellinor) vidste jo ikke, hvor meget det skyldtes Moderen selv ..." (s.185). I dette tilfælde må det lille "jo" tilskrives fortælleinstansen, hvor det andre steder er knyttet til ‚n af FF's personer. Fortælleren er ikke helt skjult men viser sig diskret i nogle indskudte sammenlignende betragtninger, der - til forskel fra den øvrige tekst - står i nutid. Det gælder bl.a. føl- gende: "klynkende og mat, som man kan blive det ved et døgnlangt Regnvejr" (s.171) og "Træthed, der breder sig over En ..." (s.177), hvor de upersonlige pronominer henviser til en bevidsthed uden for fiktionen. Disse fortællerindskud uddyber personernes følelser og understøtter novellens psykologiske fokus, hvor personernes psyke (og natur) belyses på baggrund af deres tanke og tale - og samtidig lægger det ud til læseren at være "medstuderende".
2.3.2. En kropslig begivenhed
Gensynet med ungdomskæresten er den ydre årsag, der er katalyserende for fruens indre forløsning (s.177,l.7-10), hvor hun erfarer det berigende i at give de fortrykte følelser frit løb. Dette fører videre til hendes kropsoplevelse i kabinettet, som afføder beslutningen om at vælge den erotiske kærlighed frem for den hidtil udelukkende familiære.
2.3.3. At omgås sin (menneske)natur
I FF's optakt perspektiveres Ellinors lukkethed til moderens "Tro, at der er Sorger, der skal dø i Løndom" (s.172). Trods sin omsorg lader moderen hende derfor bære smerten alene og er tilfreds med at genfinde sin egen "Sjælens Fornemhed ... i en vis sund Stivhed" hos datteren (s.173). Evnen til at lide i stilhed har fruen lært sig at ophøje til noget fornemt, mens udbasunering af følelser er lig med ydmygelse. Tilsvarende bryder hun sig ikke om grosserer Kastager, fordi han ikke behersker sin begejstring med værdighed (s.174,l. 31-37). Denne holdning er bestemmende for, at børnene har tillagt hende status som en uopnåelig gudinde. Børnenes reaktioner på hendes valg er (af fortælleren) bestemt af arvelige såvel som miljømæssige forhold. "Alting har vi fra Dig" (s.181), siger Tage uvidende om, at den afdøde faders "Natur, der med ... egoistisk Kjærlighed næsten sygeligt elskede" familien (s.173), også har sat sine biologiske spor. Hans besiddertrang viser sig at leve videre i børnene, der mener, de ejer moderens kærlighed - inklusive hendes sexualitet: moderen, der giver sig hen i "en fremmed Mands Kjærtegn" er utålelige "Tanker for en Søn"; det er sågar "unaturligt" (s.182)! Og fortælleren vurderer, at datteren reagerer på en "underlig Maade" (s.184), da hun føler moderens forelskelse som "en Uret" mod den døde fader.
2.3.4. Teksthistorisk perspektivering
Med Jacobsens "neutrale" fortæller har vi bevæget os ind i den moderne tid. Mens Blichers episke fortæller er en direkte, utilsløret mediator mellem læseren og novellens personer, kiles personerne hos Jacobsen så at sige ind imellem læser og fortæller. Hos Blicher ligger synsvinklen fast hos jeg-fortælleren, der dog varierer "vinklingen" ved at indskyde en ekstra fortæller. Jacobsen anlægger og skifter derimod mellem flere synsvinkler, hvorved personerne ses både inde- og udefra; dette er udtryk for en moderne fortællerholdning. Desuden henvender Jacobsens implicitte fortæller (og ej heller forfatteren) sig ikke direkte til læserne som de to foregående klassiske. Hensigten med fortællerens bestræbelse på at træde tilbage er at gengive virkeligheden objektivt. Kravet om objektivitet stammer fra den franske positivisme, der kun vil anerkende de fænomener, som kan registreres med sanserne (1). Ifølge litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927), der var primus motor for det moderne gennembrud i dansk litteratur, påførte den klassiske konservative litteratur læseren bestemte moralsk-idealiserede holdninger gennem en autoritær forfatterstyring (2). En moderne realistisk fortæller skal derimod lade personerne og tingene tale for sig selv og således hindre, at det skildrede kun ses fra ‚t synspunkt. Det er meningen, at læseren dermed bibringes oplevelsen af at have friheden til at vælge selv - da mennesket ikke længere er styret ovenfra af et guddommeligt forsyn eller af en enevældig regent . Litteraturen skal altså ikke tage form som en monolog, men danne grobund for dialog i det nye liberale samfund. At radikale holdninger formidlet med autoritet var problematisk, sættes i relief med Sophus Schandorph, hvis første novellesamling var "Fra Provinsen" (1876). Hans myndige fortæller var et problem, fordi litteraturen henvendte sig til en bredere læsergruppe, hvoraf alle ikke nødvendigvis var disponeret for at tilslutte sig de nye synspunkter (1). Fortællerautoriteten synliggjorde alt for åbenlyst den subjektivitet, som Jacobsen bl.a. nedtonede ved at minimere fortællerens stemme til at være supplerende - og mere eller mindre implicit vurderende. Forfatterstyringen er der hos Jacobsen; den er blot på forskellige måder indlejret i fremstillingen (2).
Enevældens fald og overdragelsen af regeringsmagten til de nationalliberale i 1848, var den første banebrydning for det moderne gennembrud, som blev synonym med intelligensens radikalisering. Oplysningstidens humanistiske og rationalistiske frihedsid‚er blev nu aktualiserede. Målet var for Georg Brandes en indfrielse af liberalismens idealer, hvad det borgerlige samfund (endnu) ikke havde udvist hverken evne eller vilje til. I 1871 tog Brandes med sine forelæsninger initiativ til det moderne gennembrud, der skulle gøre det danske åndsliv synkront med hovedstrømningerne i det øvrige Europa. Den moderne litteraturs opgave var at sætte "Problemer under Debat", og problemerne måtte være relaterede til samtidens filosofi og naturvidenskab. Det var slut med at beskæftige sig med fortiden og fantasien, som nationalromantikerne gjorde (3); nu skulle blikket vendes mod nutidens virkelighed - på en fremadskuende måde.
J.P. Jacobsen bidrager til at promovere tidens tanker med oversættelsen af den engelske biolog, Charles Darwins epokegørende forskningsresultater (4) og ved sin skønlitterære virksomhed, der er baseret på et naturalistisk grundsyn. Men Jacobsen var for æstetisk orienteret til at skabe en digtning, "hvor Problemer siges at stilles under Debat", mens disse "kun postuleres løste" (5). Alligevel er der i FF indlagt et moderne debatemne, idet der sker en kvindelig emancipation ved, at en kvinde fra det "bedre" borgerskab løsriver sig fra miljøets forventninger. Det centrale for naturalisten Jacobsen, der opfattede "Studiet af Naturen" som et personligt kald og poesien som et andet (6), er dog her at studere menneskenaturens psykologi.
Denne novelle (FA) stammer fra samlingen "Tunge Melodier", hvormed journalisten Bang debuterer som novelleforfatter. Egentlig udgør den anden del af et "dobbeltskrift" med den fælles overtitel "Fra Kirken", hvoraf første del bærer titlen "En Hvilens Stund". FA handler om et kirkebryllup mellem kammerherrens datter og etatsrådindens søn. Den unge kvinde har indvilget i at gifte sig med denne mand, hun ikke elsker for at redde faderen fra økonomisk fallit.
2.4.1. Impressionistisk fortæller: tilskuernes tilskuer
Allerede med novellens bratte åbning ("D‚r er han!") ses et fortælleteknisk skred fra Jacobsens rolige og geografisk funderede indføring i teksten. Selv om novellerne er samtidige - og Bangs endda lidt ældre (jf. årstallene) - betegner fortællegrebene i FA alligevel en udvikling fremad mod en mere moderne fremstillingsform.
2.4.2. Begivenhed: brylluppet og dets betydning
Novellens spillerum strækker sig over kirkebrylluppet, som er den begivenhed, de tilstedeværende er samlede til. For publikum, der navnlig er kvinder, har det værdi som underholdning og tidsfordriv (s.65,l.4ff), og mændene benytter lejligheden til at snakke forretninger (l.24f). Brudgommen volder det ingen større kvaler at sige "ja" foran alteret; han har før lovet en pige, han besvangrede, at gifte sig med hende, men kun i "Spøg. Man sagde sådan noget i Nødsfald" (s.70). Hvad brylluppet angår har han hverken "beraadt" sig med "Gud i Himmelen" eller med sit hjerte - men derimod med sin sexualdrift (s.69,l.18-24). Modsat brudgommen, der ikke føler sig så bundet af ja'et, bliver brylluppet først rigtig til en begivenhed for bruden, da hun "pludselig" forstår, "at dette sagte "Ja" binder hende saa forfærdelig fast" (s.70). Hun "v‚d, hun er solgt" (s. 71) - som en anden handelsvare. Det er i hendes erkendelse (tolkning), at brylluppet tilføres en afgørende betydning: et viderværdigt vendepunkt, der får hende til at vakle mellem skilsmisse som en udvej eller at afskrive kærlighedsforholdet til fætteren som en illusion. Præstens manende ord føles "som en spade Jord på hendes Ungdoms Drømme" (s.70), altså, som kærlighedens begravelse. At denne opfattelse deles af den implicitte fortæller, angives ved paralleliseringen mellem stemningen i kirken under brylluppet og begravelsen tidligere på dagen: bortset fra kisten og "hist og her et fugtigt \je" var alt "helt det samme." (s.65). Brylluppets determinationspunkt ligger forud for novellens nutidspunkt og er bestemt af kammerherrens økonomiske knibe, der tilskynder ham til at bruge datteren som redningsplanke ved, at hun indgår ægteskab med den velsituerede etatsrådssøn (s.71,l.2-6). Det er Agnes' høje værdi som sexobjekt, der gør hende salgbar, hvilket bekræftes af begæret, som synet af det "skælvende bryst" og "Hoften, der runder sig" (s. 71) tænder i Adolf. Handelsægteskaber, der arrangeres i en overenskomst mellem økonomi og driftsopfyldelse, som begge sorterer under mandens interesser, er altså en konvention i dette overklassemiljø. Dermed er det her miljøets alias mandens normer, der griber ødelæggende ind i den livsbekræftende kærlighed - en værdi, der tillægges kvinden.
At kvinden må bøje sig som en slave for sin herres/mandens ønsker, konfirmeres af kirken gennem den kristne skabelsesberetning (s.72,l.12ff). Oplæsningen af denne udgør et ceremonielt klimaks, da den akkompagneres af publikums vellyst på kvindens bekostning. Biblens ord sidestilles med og efterleves i samfundets skikke. Præsten, som er repræsentant for kirken, står så at sige i ledtog med det øvrige mandssamfund; han tjener i højere grad mammon end Gud ved "forholdsvis hurtig" at forlade "den religiøse Side af Sagen" (s.67), da brudeparrets forældre er lidet religiøse.
2.4.4. Teksthistorisk perspektivering
Bang har i FA samlet "Iagttagelser med en Videnskabsmands Iver", hvilket han formulerer som et krav til en moderne, realistisk fortæller i sin bog "Realisme og Realister" (1879) (1). Som impressionismens kunstmaler bygger et maleri op af en række løst sammenføjede farveklatter, har Bang søgt at male et billede med sprogfragmenter, "ordklatter". Hans flimrende fortællestil udtrykker en større tilstræbt objektivitet end Jacobsen, idet den prætenderer at give et ubearbejdet virkelighedsbillede - ud fra hvad der ses og høres i givne øjeblikke (2). Men samtidig viser stilen en højere grad af subjektivitet og individualisering, fordi virkeligheden kun kan modtages gennem et subjekts sanseapparat (3). Den rene neutralitet er derfor en umulighed. Dette synes Bang at være klar over, da han - som påpeget i analysen - ikke undlader at tolke og vurdere. Bangs impressionistiske fortælleteknik (reportagestil) er således nært knyttet til det, den afbilleder: det moderne københavnerliv (4). Hovedstadens massive befolkningstilvækst gør i tiden 1870-90 København til en storby og er bl.a. et resultat af den tiltagende industrialisering. Den ekspanderende kapitalisme avlede et blomstrende forlystelsesliv, der gav mulighed for individuel udfoldelse. Teknikken og det hektiske storbyliv medførte nye sansemåder (5), som enten var rytmisk mekaniske eller fragmentariske og kaotiske.Bangs kritiske indstilling til den moderne kultur vises i FA ved forsamlingens febrilske nervøsitet. Det oplevelseshungrende, overfladiske liv, dyrkelsen af ydre værdier og varer (modefænomener) kompenserer for manglende indre værdier og gennem kompensationen befæstes livet i uegentlighed.
Novellen, der efterfølgende kaldes SiA, blev skrevet i 1943 og året efter trykt i samlingen "To Minutters Stilhed". Den handler om et par, der gennem 10 års ægteskab har mistet intensiteten i deres forhold. I håbet om at genfinde det tabte er de taget til Paris, hvor rejsens egentlige mål, at se bjerge sydpå, snart opgives. I stedet isoleres de i hinandens selskab i takt med det omgivende samfunds afdæmpede krigsforberedelser, som til sidst sætter en endelig stopper for parrets valne planer.
2.5.1. "Vi"-fortælleren
I SiA er fortælleren et jeg, der er identisk med den mandlige part af ægteparret. Men jeg'et fortæller i hovedsagen ud fra synsvinklen hos et "vi", hvoraf hans kone, Winnie (selv er han navnløs) udgør den anden part. "Vi"et fremstilles som en symbiose mellem to bevidstheder: "Vi tænkte ... vi haabede ... Vi mærkede" (s.163). På fortæller-niveauet er der således sat fokus på selvidentifikation ud fra et parforhold, hvori jeg-oplevelsen er svækket. Fortælleren blotlægger her, hvordan de stiller sig til tabet af noget essentielt, der er forsvundet fra forholdet i hverdagens rutiner. Det tabte navngives ikke men omtales som "noget" og "det", for de kan ikke "huske", hvad det egentlig var og tør ikke snakke det frem af den påståede glemsel (l.20-22).
2.5.2. Håbet om indre begivenhed
I novellens indledning formuleres en længsel og søgen efter en begivenhed, der billedliggøres i det "at se bjerge". Rejsens mål er at nå ned til Pyrenæerne, hvorved de håber "at genfinde noget der var blevet borte for os". Savnet af dette "noget" er således determinerende for rejsen. Bjerge, der her er højdepunkt i mere end billedlig forstand, har de ikke set noget til i løbet af deres 10 års ægteskab. Bjergene symboliserer en intens kærlighedsfølelse - men fortælleren holder sig til symbolet: de tør ikke vedkende sig, hvad det noget er, de har mistet. Parret forventer altså, at en fælles indre begivenhed i form af en genoplivning af den gamle glød mellem de to vil blive udløst ved synet af bjergene. Men destinationen udskydes af tøven og de traditionelle turistattraktioner mister tiltrækningen (s.165). "Noget" andet "noget" begynder at sive op i bevidstheden - måske en mulighed for erkendelse af formålsløshed. Men det er ikke, hvad de søger, så det forbliver ufortolket: "Vi vidste ikke hvad det var".
2.5.3. Eksistentiel tolkning
Winnies replik, som afslutter novellen: "Er det ikke fuldkommen ligegyldigt nu, om du og jeg faar de bjerge at se." (s.176) er tolkningspunkt i den forstand, at den åbner for novellens tolkning som sådan. Replikken rummer en erkendelse med en implicit negation af det meningsfyldte i at efterstræbe en begivenhed i form af et kærlighedens klimaks. Hun konstaterer i dette (spørgsmålstegnsløse) retoriske spørgsmål målets meningsløshed. Når krigen lader hånt om kærligheden som en grundlæggende menneskelig værdi, kan kærlighed(sproblemer) ikke forsvares som et anliggende to mennesker imellem alene. Livs- eller tilværelsestolkningen er, at den individualiserede, private sfære mister sin relevans i lyset af den kollektive ulykke, krigen er. Tiden har en central betydning for tolkningen. Parret ankommer til Paris midt i august (s.163,l.1) - men ellers lader de tiden flyde forbi (s.164,l.19) eller stå stille (s.165,l. 16). Titlen "Sidst i August" konkretiserer tidspunktet for novellens slutning - men henviser også historisk til udbruddet af 2. verdenskrig d. 1/9 1939. Parret rejser altså hjemad d. 31/8. Titlens tidsbestemmelse peger på, at det pga. af de aktuelle omstændigheder bliver tvingende nødvendigt at træffe et valg, at forholde sig til den aktuelle tid. I parrets nostalgiske forsøg på at rejse tilbage i tiden, har de forladt den kronologiske tid og i stedet dels flydt i en tidløs limbo-tilstand og dels søgt at gøre noget fortidigt nutidigt. [gteparrets stranding i et tomrum mellem fortid og nutid konfronteres med den aktuelle krigssituation, der altså kræver, at de kommer tilstede i nutiden.
2.5.4. Teksthistorisk perspektivering
Forfatteren Branner reflekterer her vha. en vi-fortæller, hvori jeg'et mestendels er indbygget, over et jegs manglende selvindsigt og realitetssans. Med denne novelle har han bevæget sig væk fra den socialpsykologiske, kritiske realisme, som kendetegnede en stor del af hans prosa fra 30'erne (1). 30'ernes vi-følelse - dvs. den kollektive orientering - slår ikke længere til. Novellen kan læses som udtryk for en tidlig eksistentialisme, idet den behandler en eksistentiel problemstilling omkring meningstab og tomhed, væren versus eksistens, erkendelse og ansvar (2). Det eksistentialistiske livs- og menneskesyn vokser frem under indtryk af krigens begivenheder og indtager en central placering i efterkrigstidens litteratur - også hos Branner.
De kulturradikale udviklede sig, med Poul Henningsen (18941967) som ‚n af frontfigurerne, til en bred bevægelse midt i 20'erne. Bevægelsen, hvis holdninger var genereret af "brandesianismen", havde en radikal humanisme og individualisme som ideologisk forudsætning. Et væsentligt middel i opgøret med den borgerlige kulturs repression af individet blev Sigmund Freuds psykoanalyse (1). Læren om forsvarsmekanismer (deriblandt fortrængning), det ubevidste og drømmesymbolik gav stof til en ny menneskeopfattelse, hvori kernepunkterne var seksualitet og barnets opdragelse, optog Branner i 30'erne som en grundlæggende faktor i sin prosa. Ved hjælp af bl.a. psykoanalysen blev den borgerlige identitet udforsket og udfordret fra mange sider. Som følge af fascismens og nazismens fremgang i Europa i 30'erne fokuserede de kulturradikale på en bevidstgørelse af den autoritetstro mennesketype (2), der med et svagt jeg var tilbøjelig til at blive forført af udemokratiske demagoger med totalitære løsningsmodeller i en krisetid, hvor demokrati ikke syntes at slå til. Dette jeg blev skabt via internalisering af ydre konventionaliserede værdier og idealer. Branners selvudslettende jeg/vi-fortæller kan anskues i dette perspektiv. Der er endvidere tale om et brud med naturalismens menneskesyn: mennesket er ikke i SiA en fast karakter med en ukuelig viljestyrke, der fremkalder selvstændige beslutninger. Hos Branner er mennesket en viljesvag og skrøbelig størrelse med en uklar kontur. Det er således ikke i stand til at frembringe en begivenhed (som fru Fønss med den viljestærke hage er) - men lader andre bestemme for sig.
I de to foregående noveller er begivenheden "gjort" til en indre foreteelse; det er den fortsat hos Branner, men her forbliver den inde i personerne uden at komme til udfoldelse. Branners fortællende jeg (vi!) bringer os væk fra de næsten multiple synsvinkler hos Jacobsen og Bang. Og jeg'et (vi'et) adskiller sig fra Ewalds og Blichers jeg'er bl.a. ved, at dette kun har plads i fiktionen og ikke træder ud herfra som de to klassiske med deres forfatter- og fortællerhenvendelser til læseren.
Ved at indsætte novelleanalyserne i en litteraturhistorisk kontekst og gennem sammenligning af teksternes fortællere og begivenheder, har jeg søgt at anskueliggøre den litterære udvikling, novellerne på disse punkter er udtryk for.
Mht. Baggesens novelleteori har det i analyserne vist sig, at adskillelse mellem fortællertid og fortalt tid kombineret med fortællerens synlighed viser mere om den tid, teksten er skrevet i end om novellegenren. Det bekræftes ved, at disse forhold gør sig gældende i "ikke-novellen" MSF. Denne tekst har desuden begivenheden (fortællingen) som hovedsag - og anskueliggør på den måde SB's definition som for rummelig. Eftersom genren således ikke kan defineres nærmere, er det ikke muligt at tale om genrens udvikling. Til gengæld kan man tale om fortællerens og begivenhedens udvikling som en del af en almen litterat urhistorisk udvikling.
Noter
KAPITEL 1.
side 1:
side 2:
side 3:
side 4:
side 5:
side 6:
side 7:
KAPITEL 2.
side 9: (Ewald)
side 10: (Ewald)
side 11: (Ewald)
side 12: (Ewald)
side 14: (Ewald)
side 15: (Blicher)
side 16: (Blicher)
side 17: (Blicher)
side 18: (Blicher)
side 19: (Blicher)
side 20: (Blicher/Jacobsen)
side 22: (Jacobsen)
side 23: (Jacobsen)
side 25: (Jacobsen)
side 28: (Bang)
side 31: (Branner)
side 32: (Branner)
Litteratur
Følgende litteratur er anvendt såvel direkte som indirekte i opgaven:
GENRETEORI/LITTERATURHISTORIE:
Arild, Lars: "To verdner" i: jubilæumstidsskriftet "Palmehaven. Levned og meninger", Institut for Nordisk Filologi, Amanda 1992.
Baggesen, Søren: "Den blicherske novelle", 2. uændrede opl. (1. opl. Gyldendal 1965), Odense Universitetsforlag 1995.
Baggesen, Søren og Johansen, Jørgen Dines: "Novelle og kontekst", 1. udg., 1. opl., Fidus-serien/Gjellerup 1972.
Bang, Herman: "Impressionisme" i: "Dansk litterær Kritik fra Anders Sørensen Vedel til Sophus Claussen. En antologi", red. Jørgen Elbek, Gyldendals Uglebøger 1964.
Boccacio, Giovanni: "Dekameron" 1 og 2, med efterskrift af Paul V. Rubow, red. Erling Nielsen i samråd med Det danske Akademi, Gyldendals Bibliotek Verdenslitteratur bd. 9 og 10, København 1966.
Brask, Peter: "Den fremmedgjorte Eros" (1969) i: "60'ernes danske kritik" ved Søren Schou, Munksgaard 1970.
Brask, Peter og Gradenwitz, Mogens (red.): "Noveller fra Europa", Dansklærerforeningen 1995.
Bredsdorff, Thomas: "Struktur og retorik i den klassiske novelle" i: "Danske Studier", C. A. Reitzels Forlag 1994.
Brostrøm, Torben og Winge, Mette (red.): "Danske digtere i det 20. århundrede" bd. 2, G.E.C. Gads Forlag 1981.
Brøndsted, Mogens og Møller Kristensen, Sven: "Danmarks litteratur" bd. 1 og 2, 2. udg. (1. udg. 1963), Gyldendals Uglebøger 1979.
Fischer Hansen, Ib m.fl.: "Litteraturhåndbogen", 4. udg., 2. opl. (1. udg. 1985), Gyldendal 1990.
Henriksen, Aage: "Gotisk tid. Fire litterære afhandlinger", Gyldendal, Haslev 1971.
Johansen, Jørgen Dines: "Genreteori" i: "Poetik", tidsskrift for æstetik og litteraturvidenskab, nr. 4, 3. årg., red. Per Aage Brandt m.fl., København 1970.
Johansen, Jørgen Dines: "Novelleteori efter 1945. En studie i litterær taxonomi", 1. udg., 1. opl., Munksgaard 1970.
Kau, Edvin: "Den Ewaldske tekst mellem himmel og jord", 1. udg., Medusa 1977.
Knudsen, Mogens (udvalgt ved): "Fortællinger", med efterskrift af Søren Baggesen, red. Erling Nielsen i samråd med Det danske Akademi, Gyldendals Bibliotek Verdenslitteratur bd. 39, København 1967.
Larsen, Finn Stein: "Prosaens mønstre. Nærlæsninger af danske litterære prosatekster", Berlingske Forlag 1971.
Lorenzen, Jørgen: "Litteratur", G.E.C.Gad, København 1976.
Lund, Marie: "Novellen. Struktur, historie, analyse", Centrum 1997.
Lundbo Levy, Jette m.fl.: "Litteratur-historier. Perspektiver på dansk teksthistorie 1700-1970", Danmarks Radio Forlaget 1994.
Lunding, Erik: "Biedermeier og romantismen" i: "Kritik", tidsskrift for litteratur, forskning, undervisning, nr. 7, 2. årg., red. Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen, Fremad 1968.
Mai, Anne-Marie (red.): "Moralske fortællinger 1761-1805", Danske klassikere, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen 1994.
Møller Kristensen, Sven: "Digtningens teori", Scandinavian University Books, Gyldendal 1958.
Møller Kristensen, Sven: "Impressionismen i dansk prosa 1870 -1900". Med et tillæg om stiludviklingen efter år 1900, 4. opl. (optryk af 3. opl. 1955), Gyldendal 1973.
Rømhild, Lars Peter: "Det rigtige i det forkerte" i: "Analyser af Dansk kortprosa", red. Jørgen Dines Johansen, bd. I, 2. opl. (1. opl. 1972), Borgen 1977.
Sørensen, Peer E.: "Fascination og handling. Et Essay omkring J. P. Jacobsens noveller" i: "Kritik", tidsskrift for litteratur, forskning og undervisning, nr. 14, 4. årgang, red. Jørgen K. Bukdahl, Erik A. Nielsen m.fl., Fremad 1970.
Wiese, Benno von: "Novelle", 6. opl. (1. opl. 1963), J. B. Metzlersche Verlagsbuchhandlung, Stuttgart 1975.
Bang, Herman: "Foran Alteret" i: "Værker i Mindeudgave", 2. bind, Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag, Kjøbenhavn og Kristiania 1912.
Blicher, Steen Steensen: "Hosekræmmeren" i: "Noveller", med efterskrift af Søren Baggesen, Dansklærerforeningen 1992.
Branner, H. C.: "[gteskab" i: "To Minutters Stilhed", optrykt efter 6. opl. 1961 (1. opl. 1944), med efterskrift af Jørn Vosmar, red. Erling Nielsen i samråd med Det danske Akademi, Gyldendals Bibliotek bd. 40, København 1964.
Ewald, Johannes: "Mester Synaals Fortelling I og II" i: "Johannes Ewalds Samlede Skrifter", red. Hans Brix og V. Kuhr, 3. bind, 2. opl. (1. opl. 1916), fotografisk optryk af originaludgaven, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, København 1969.
Jacobsen, I. P.: "Fru Fønss" i: "Lyrik og prosa", med efterskrift af Jørn Erslev Andersen, Danske Klassikere, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen 1993.
SEKUNDÆRT ANVENDTE NOVELLER:
Gyllembourg, Thomasine: "En Hverdags-Historie" i: "Fru Gyllembourgs samlede Romaner og Noveller" første bind, Kunstforlaget "Danmark", København 1912.
Hansen, Martin A.: "Den retfærdige" i: "Hemmelighedens kunstner" Et udvalg af fortællinger, essays og digte ved Anders Thyrring Andersen og Jørgen Jørgensen, Gyldendal 1991.
Kleist, Heinrich von: "Markise O..." i: "Romantiske Fortællinger", udvalg og efterskrift af Gert Emborg og Jørgen Aabenhus, Dansklærerforeningen, 1. udg., Gyldendal 1988.
Rahbek, Knud Lyne: "Børnekopperne" og "Sølvbrylluppet" i: "Moralske fortællinger 1761-1805" ved Anne-Marie Mai, Danske klassikere, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen 1994.
| |||
