1. PLANLÆGNING

Sun Tzu sagde:

Krigskunsten er af meget stor betydning for staten. At mestre den er et spørgsmål om liv eller død. Krigen er en vej som kan føre til sikkerhed eller til ødelæggelse. Derfor bør krigskunsten studeres grundigt.

Krigskunsten styres af fem principper som må overvejes, når man bedømmer situationen før et slag:

1) Tao

2) Himlen

3) Jorden

4) Feltherren 

5) Metode og disciplin.

Tao er et udtryk for at fyrsten - i kraft af sin moralske indflydelse - er i harmoni med sit folk; at folket har de samme mål som han og at det vil følge ham i liv og død, uden hensyn til faren.

Himlen repræsenterer nat og dag, kulde og varme, tid og årstider.

Jorden står for afstande, det store og det små, fare og sikkerhed; åbent terræn og smalle pas,   livets og dødens omskiftelighed.

Feltherren er et udtryk for visdommens dyder: alvor, imødekommenhed, mod og strenghed.      

Metode og disciplin har at gøre med opdelingen af hæren i passende enheder, officerernes rangorden, vedligeholdelse af forsyningsveje og kontrol med udgifterne.

Alle officerer bør være bevidst om disse forhold. De der kender dem vil sejre.

Lad disse overordnede principper være udgangspunkt for dine overvejelser, når du vurderer styrkeforholdet mellem to hære:

1)  Hvilken af de to fyrster er i harmoni med Tao? 

2)  Hvem er den dygtigste af de to feltherrer?

3)  Hvilken hær kan drage flest fordele af Himlen og Jorden?

4)  Hvem har den bedste Metode og Disciplin?

5)  Hvor er officerer og mandskab bedst trænet?

6)  Hvor bliver mandskabet belønnet og straffet mest  retfærdigt?

7)  Hvilken hær er den største?

Ud fra disse syv sammenligninger kan jeg forudsige sejr eller nederlag.

Den feltherre som lytter til mine anvisninger og handler efter dem vil vinde sine slag. Lad denne mand gribe marskalstaven igen! Men den general som ikke lytter til mine råd  -  eller ikke handler efter dem - lad ham tage sin afsked!

Mens du drager fordel af mine råd, vær samtidig opmærksom på alle nyttige forhold, udover og udenfor de almindelige anvisninger. Man bør kunne ændre sine planer efter omstændighederne.

Al krigsførelse hviler på bedrag.

Derfor: når vi er i stand til at angribe, må vi lade som om vi ikke kan bevæge os.

Når vi sender vore styrker i aktion, skal fjenden tro vi ligger stille. Når vi er tæt på, må vi lade ham tro vi er langt borte og omvendt. Læg lokkemad ud for at vildføre fjenden. Skab uorden og knus ham.

Hvis han er sikker i alle sine stillinger, vær da forberedt på kamp. Hvis han har absolut overmagt, undgå ham.

Hvis din modstander er den opfarende type, så irriter ham! Lad som om du er svag og han vil måske blive overmodig. Hvis han giver sig god tid, så lad ham ikke få noget hvil. Hvis modstanderens styrker er samlet, så spred dem. Angrib ham, hvor han er uforberedt, duk op hvor man ikke venter dig.

Disse metoder som leder til sejr, kan ikke diskuteres teoretisk på forhånd, løsrevet fra den konkrete situation.

Den feltherre som vandt slaget, tilbragte mange timer i sine forfædres tempel fordybet i overvejelser.  [Det var skik i Kina at bruge templer som arbejdsrum for generaler, der planlagde deres felttog.]  Den feltherre som tabte, gjorde sig kun få overvejelser. Således bringer grundig planlægning sejr og dårlige planer nederlag. Slet ingen planlægning er den sikre ødelæggelse!

Ved at studere dette kan jeg forudsige hvem der sandsynligvis vil vinde kampen.

2. KRIGSFØRELSE

Sun Tzu sagde:

Det koster tredive kilo sølv om dagen [Betyder formentlig: umådelig mange penge!] at sende tusind lette stridsvogne og tusind tunge stridsvogne i felten som støtte for hundrede tusind brynjeklædte soldater, med forsyninger nok til at føre dem tusind li.  [En li var mellem 400 og 700 meter] Hertil kommer udgifterne på hjemmefronten, inklusive underhold af statens gæster, reparation af stridsvogne og rustninger og små fornødenheder såsom lim og lak.    [Lim og lak var vigtige ingredienser i forarbejdningen af kinesiske rustninger og skjolde] Så meget koster en hær på hundrede tusind mænd.

Hvis krigen trækker i langdrag  vil dine mænds våben sløves og  moralen svækkes. Hvis du belejrer en by vil du opbruge dine kræfter. Hvis felttoget bliver langvarigt vil statens ressourcer ikke kunne bære belastningen. Når våbnene er sløve, begejstringen svækket, styrken udtømt og midlerne brugt op, da vil andre ledere rejse sig for at drage fordel af din svaghed. Og da vil intet menneske, ligegyldigt hvor vist det er,  kunne afværge følgerne.

Derfor: selvom vi har hørt om tåbeligt hastværk i krig, så har visdom aldrig været forbundet med langsommelighed. Der findes intet tilfælde, hvor et land har vundet fordele ved en langvarig krig. 

Det er kun den, der kender krigens onder til bunds, som kan vide, hvordan hæren skal ledes.

Den dygtige hærfører udskriver kun soldater én gang. Hans vogne læsses kun én gang. Han bringer udstyr med sig hjemmefra, men plyndrer fjenden for fødevarer. På den måde kan hæren skaffe sig proviant nok.

Statskassen tømmes hvis man forsyner hæren hjemmefra. Folket forarmes hvis man forsyner hæren med mad over større afstande. Priserne stiger, når en hær er i nærheden og denne dyrtid ødelægger folkets livsgrundlag. Når deres ressourcer er brugt op vil bønderne tilmed blive plaget af svære krigsskatter.  Med tabet af livsfornødenheder og den udmattelse der følger deraf, vil bøndernes hjem blive ribbet og store dele af deres ejendom spredes og ødelægges. Samtidig vil mere end halvdelen af statens indtægter gå til erstatning af ødelagte stridsvogne og udslidte heste, nye rustninger og hjelme, armbrøste og pile, spyd og skjolde, trækokser og tunge vogne.

Derfor vil en klog general fouragere på fjenden. Én vognladning af fjendens forsyninger svarer til tyve af ens egne og et enkelt mål af hans foder er lige så godt som tyve mål fra ens eget lager.

Dine mænds vrede må vækkes for at de kan slå fjenden. Og de må kunne se en fordel ved at sejre. De bør belønnes for god indsats med hæder og bytte. Beløn de soldater som  erobrer den første stridsvogn. Udskift dens banner med dit eget og sæt vognen ind blandt dine egne. Fanger bør behandles venligt. På den måde bruger man den erobrede fjende til forøgelse af sin egen styrke.

Lad dit mål være sejr, ikke et langvarigt felttog. Derved bliver det klart at en general som forstår krigskunsten tjener folkenes skæbne. Han afgør om nationen skal bestå eller ej.

3. ANGREB MED KRIGSLIST

Sun Tzu sagde:

Man bør erobre fjendens land intakt. At ødelægge det er ikke god krigskunst.

Det er bedre at fange en hel hær end at ødelægge den og det er bedre at fange et regiment, et kompagni, eller en deling, end udslette dem. Det er altså ikke stor krigskunst hvis du vinder alle dine slag. Den største kunst ligger i at undertvinge fjenden uden kamp.

Den højeste krigskunst er at ødelægge fjendens planer. Den næstbedste er at forhindre fjendens styrker i at forenes. Dernæst er den bedste strategi at angribe fjendens hær i felten. Den værste strategi af alle er at angribe befæstede byer.

Hovedreglen er: undgå belejring af befæstede byer, hvis det er muligt. Fabrikation af stormtage og andre bevægelige dækninger vil tage op til tre måneder og bygningen af ramper op mod murerne vil tage endnu tre måneder. Den general som ikke kan styre sin irritation, vil beordre sine mænd til angreb. Som en flok myrer vil de kaste sig mod byens mure og han vil miste en tredjedel af dem, mens byen stadig står ubesejret. Så katastrofale er virkningerne af en uforberedt storm.

Den dygtige leder besejrer sin fjende uden kamp, erobrer hans byer uden belejring og styrter ham uden langstrakte felttog. Med sine styrker intakt  kan han stræbe mod herredømmet over hele Riget og uden at have mistet én mand vil hans triumf være fuldstændig. Dette er krigslistens metode.

I de taktiske manøvrerer gælder følgende regler:

1) Hvis styrkeforholdet  er ti til én, omringer man fjenden.

2) Hvis det er fem til én, angriber man.

3) Hvis det er to til én, deler man fjendens hær i to.

4) Hvis hærene er lige stærke, kan man tilbyde kamp.

5) Hvis man er fjenden underlegen, må man undgå ham.

6) Hvis man er ham underlegen i alle henseender, bør man flygte fra ham.

Men selvom en lille styrke kæmper indædt, vil den til sidst blive fanget og besejret af en større styrke.

Den dygtige leder er statens bolværk. Hvis det er fuldkomment på alle måder, vil staten være stærk og hvis det er svagt, vil staten være svag.

Fyrsten kan bringe ulykke over sin hær på tre måder:

1) Han kommanderer hæren til angreb eller tilbagetog, idet han ikke ved, at den ikke kan adlyde. Herved tvinger han hæren til at humpe.

2)  Han vil lede sin hær, på samme måde som man styrer en stat, idet han ikke kender til nødvendigheden af militær disciplin. Dette svækker disciplinen.

3) Han vil deltage i uddelingen af ansvar, idet han ikke ved at det er nødvendigt at tilpasse sig forholdene. Dette svækker officerernes tillid.

Hvis hæren er urolig og mistroisk, vil han helt sikkert få besvær med andre fyrster.

Heraf kommer udtrykket: "En urolig hær giver fjenden sejr."

Feltherren må være bevidst om de fem betingelser for sejr:

1) Viden om, hvornår man kan levere et slag, og hvornår man ikke kan.

2) Evnen til at lede både store og små styrker.

3) En hær der er gennemsyret af den samme ånd.

4) En feltherre, der er forberedt, og som kan vente til fjenden kan overraskes.

5) En fyrste, som ikke griber ind i hærledelsens arbejde.

Derfor siger man:  Hvis du kender fjenden og dig selv, skal du ikke frygte hundrede slag. Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du lide ét nederlag for hver sejr. Hvis du hverken kender dig selv eller fjenden, vil du tabe alle dine slag.

4. TAKTISKE DISPOSITIONER

Sun Tzu sagde:

Fortidens dygtige generaler sørgede først for at udelukke nederlag, derefter ventede de indtil de kunne slå fjenden. Thi vor sikkerhed afhænger af os selv, men det er fjenden, som åbner mulighed for sit eget nederlag. Således kan den gode soldat sikre sig mod nederlag, men han kan ikke være sikker på at besejre fjenden.  Derfor hedder det: “Man kender vejen til sejr, men kan ikke følge den.”

Man fører en defensiv taktik, hvis ens styrke er utilstrækkelig. Hvis man har tilstrækkelig styrke går man i offensiven. En defensiv taktik giver mulighed for at forblive ubesejret, mens offensiven rummer mulighed for sejr. Den general, som er erfaren i forsvarstaktik, gemmer sig i jordens hemmeligste huler. Han, som er dygtigst til angreb, farer frem som et lyn fra de højeste himle. På den måde kan han enten bevare sig selv eller vinde en fuldstændig sejr.

At gå den vej der fører til sejr, når den store hob også kan se den, er slet ikke højdepunktet af feltherrekunst. Heller ikke hvis du sejrer og hele riget siger "Godt gjort!" At løfte et dun fra en vårhare er ikke tegn på styrke. Selvom man kan se solen og månen, behøves man ikke at være skarpsynet. Det kræver heller ikke gode ører for at høre et tordenskrald. Hvad de gamle mente med  "en vis stridsmand", var én som ikke blot vandt, men udmærkede sig ved at vinde med lethed. Derfor bragte hans sejre ham hverken ry for dygtighed eller mod. Han vandt sine slag, fordi han ikke begik fejl. Når man ikke begår nogen dumheder er sejren sikker og fjenden er slået på forhånd. Derfor bringer den dygtige feltherre sig i en stilling, hvor nederlag er umuligt og handler i det øjeblik hvor fjenden  kan nedkæmpes. Og på samme måde søger den sejrende feltherre først kamp, når han har vundet, hvorimod han, som er bestemt til nederlag, først  går i kamp og derefter søger at vinde.

Den fremragende leder følger den rigtige metode og tror fast på den. Derved skaber han succes.

Den militære metode består af fem dele:

1) Opmåling og kortlægning

2) Bedømmelse af styrker

3) Beregninger

4) Vurdering af sandsynligheder

5) Sejr

Opmåling og kortlægning har med Jorden at gøre. [Se kapitel 1] Mængder og størrelser udfindes ved opmåling og kortlægning.  Mængderne danner igen grundlag for  beregninger, hvis sandsynlighed kan vurderes. Og endelig beror sejren på afvejning af sandsynligheder.

En sejrrig hær overfor en hær på vild flugt ligner en vægt med et pund hvede på den ene skål og et enkelt riskorn på den anden. En sejrende hær er som opstemmede vande, der pludselig styrter ned i en tusind favne dyb slugt. 

5. ENERGI

Sun Tzu sagde:

Man leder en stor styrke på samme måde som nogle få mænd. Det er kun et spørgsmål om en passende opdeling. Man fører en armé på samme måde som en lille gruppe. Det gælder blot om at sætte signalgivningen i system. Med direkte og indirekte manøvrer kan man sikre hele sin hær mod stød fra fjendens angreb, så den ikke bliver rystet. Læren om forholdet mellem stærke og svage punkter er det middel, som kan få din hær til at ligne en møllesten,  der bliver kastet mod et æg!

I al kamp gælder det at almindelige, direkte kampformer bruges, når man engagerer fjenden, mens ualmindelige, indirekte metoder vil være nødvendige, hvis man skal sejre.

Hvis indirekte taktikker bliver anvendt effektivt, er de uendelige som Himlen og Jorden, uudtømmelige som store floder. Ligesom Solen og Månen forsvinder de, for blot at vende tilbage og  som de fire årstider har de en ende, men vender alligevel tilbage. Der findes kun fem toner; dog kan der af disse skabes flere melodier, end man kan nå at høre i sit liv. Der findes ikke mere end de fem primærfarver blå, gul, rød, hvid og sort og dog kan der af disse dannes flere nuancer, end man nogensinde vil kunne nå at se. Og  der findes kun fem smage: sur, syrlig, salt, sød og bitter, men alligevel vil der af disse kunne dannes flere smagssammensætninger, end man nogensinde vil kunne nå at smage.

Der findes kun to kampformer: den direkte og den indirekte. Og dog kan disse to i forening føre til en endeløs række manøvrer. De to metoder er hinandens ophav. De er som en ring - uden begyndelse. Hvem kan afgøre hvor den ene ender og den anden begynder?

Når en hær sætter sig i bevægelse, er den som en elv om foråret, når den skyller store sten med sig. Her ser man energien i vandets bevægelse.

En falk angriber præcis i det rette øjeblik. Derved kan den fange og ødelægge sit bytte. På samme måde vil den dygtige soldats angreb være overvældende og  han vil slå til præcis i det rette øjeblik. Den spændte armbrøst rummer energien, og din beslutning om angreb er som et tryk på dens aftrækker.

I slagets forvirring hersker tilsyneladende kun kaos, men alligevel er der ingen virkelig uorden. Midt i tumulten vil din formation se ud til at være uden hverken hoved eller hale, og dog vil den være sikker. Den fingerede uorden forudsætter fuldkommen disciplin; din hærs foregivne frygt kræver mod, foregiven svaghed forudsætter styrke.

At gemme orden bag et kaos er kun et spørgsmål om den rette opdeling af hæren. Når man skjuler sit mod under en maske af fejhed, forudsætter det et overskud af styrke. Om den findes afhænger af de taktiske dispositioner.

Således vil den som er erfaren i at holde fjenden i bevægelse, benytte sig af skinmanøvrer og få ham til at handle derefter. Han ofrer noget og får fjenden til at snappe efter det. Når han viser maddingen frem, lokker han fjenden frem; derefter ligger han på lur efter ham med en udvalgt flok mænd.

Den dygtige leder er interesseret i effekten af de forenede energier og kræver ikke for meget af den enkelte. Ved sin evne til at udvælge de rette mænd, kan han drage nytte af de forenede energiers princip. 

Når han forener energierne, bliver hans soldater som rullende træstammer eller sten. Nu er det træstammers og stens natur at forblive i ro på plan jord, og  bevæge sig på en skrænt; hvis de er firkantede vil de falde til ro, men hvis de er runde, vil de rulle ned. Således kan den energi, som udvikles af gode soldater, sammenlignes med den, der udvikles af en  rund sten, mens den ruller ned af et tusind fod højt bjerg. Så meget om emnet energi.

6. STÆRKE OG SVAGE STEDER

Sun Tzu sagde:

Den som først står på slagmarken kan udhvilet vente på fjenden, men den som skynder sig til slagmarken, vil ankomme udmattet. Derfor bringer den kloge hærfører fjenden til sig, han lader sig ikke bringe til fjenden.

Ved at tilbyde fjenden fordele, kan man få ham til at komme af sig selv, eller omvendt, ved at forårsage ødelæggelser, kan man gøre det umuligt for ham at komme nærmere. Hvis fjenden forholder sig i ro, kan han forstyrres. Hvis han har proviant nok, kan han sultes ud. Hvis han ligger fredeligt i lejr, kan han tvinges til bevægelse.

Duk op på steder som fjenden hastigt er nødt til at forsvare. Marchér hurtigt derhen, hvor du ikke er ventet. En hær kan marchere tusind li uden at blive udmattet, hvis den ikke møder modstand.

Hvis man vil være sikker på at erobre terræn, skal man kun angribe positioner, som ikke bliver forsvaret.  Man kan omvendt være sikker på sit forsvar, hvis man kun forsvarer steder, som fjenden ikke vil angribe. Overfor den hærfører, som er  dygtigst til angreb, ved modstanderen ikke hvad han skal forsvare. Og imod den som har sin styrke i forsvaret, ved modstanderen ikke hvad han bør angribe.

Flygtig og "handlende uden at handle" efterlader mesteren sig intet spor.  [Jvf. begrebet “Wu Wei” “At gøre uden at gøre” i kampsporten Tai Chi]   Guddommelig mystisk er han uhørlig og derfor holder han fjendens skæbne i sine hænder.

Man kan støde frem og være uimodståelig, hvis man går imod fjendens svage steder. Ligeledes kan man gå tilbage og være sikker mod forfølgelse, hvis ens bevægelser er hurtigere end fjendens.

Hvis vi ønsker at kæmpe, kan fjenden tvinges til at engagere, selvom han ligger i dækning bag høje volde og dybe voldgrave. Vi behøver blot at angribe et andet sted, som han er forpligtet til at forsvare. Hvis vi ikke ønsker kamp, kan vi forhindre fjendens angreb, selvom vor lejr ikke har nogen forsvarsværker. Vi skal blot  smide et eller andet værdiløst, som vi har tilovers på hans vej. Når vi kender fjendens dispositioner, og  forbliver usynlige, kan vi holde vore styrker samlet, mens fjenden må splitte sine. Vi danner en enkelt, forenet styrke, mens fjenden må dele sig op. På denne måde vil én sammensvejset styrke stå mod flere små og det vil sige, at vi lokalt vil have mange mænd, mod fjendens få. Hvis vi på den måde kan angribe en underlegen styrke, vil vore modstandere få vanskeligheder.

Fjenden må ikke kende det mål vi ønsker at angribe; han skal være nødt til at forberede sig på angreb fra flere sider. Når hans styrke er delt i flere grupper, vil vi på ethvert  punkt stå overfor en mindre styrke. Thi hvis fjenden forstærker sin fortrop, svækker han sin bagtrop og sender han soldater til bagtroppen, svækkes fortroppen. Hvis han styrker sin venstre flanke, svækker han den højre og omvendt. Hvis han sender forstærkninger alle vegne hen, vil han være svag over det hele.

Hvis man er i undertal, skyldes det forberedelser mod mulige angreb! Overlegenhed i styrke skabes ved at tvinge modstanderen til at forberede sig mod os.

Når vi ved hvor og hvornår et kommende slag vil blive udkæmpet, kan vi let samle vore styrker tusind li borte. Men hvis hverken dagen eller stedet er kendt, vil de enkelte dele af hæren, hverken i bredden eller dybden kunne bistå hinanden. Og dette bliver endnu mere sandt, hvis de fjerneste afdelinger er mere end hundrede li fra hinanden, og selv de nærmeste er flere li borte!

Skønt soldaterne fra Yueh ifølge mit skøn er flere end vi, vil det ikke bidrage til deres sejr. [Refererer til en krig mellem staterne Wu og Yueh som endte i 473 f.Kr.] Jeg siger at sejren kan opnås, for selvom fjenden er i overtal, kan man forhindre ham i at kæmpe. Bliv klar over fjendens planer, og overvej, om de måske vil lykkes for ham. Få ham til at bevæge sig og find mønstret i  hans bevægelser. Tving ham til at afsløre sig selv og find på den måde de sårbare steder. Indled fægtninger med modstanderen så du ved, hvor han har rigeligt med styrke, og hvor han er svag.

Den vigtigste del af krigskunsten er at holde de taktiske forberedelser hemmelige. Hvis din hær tilsyneladende er uden form, vil du være i sikkerhed for de snedigste spioner og for de vises rænkespil.   

Hvordan sejren skabes for dem ud af forholdet mellem stærke og svage steder kan soldaterne ikke vide. De kan se sejrene, men ingen ved hvordan jeg kontrollerede disse sejre.

Gentag ikke en taktik som én gang har givet dig sejr, men indret dine metoder efter omstændighederne.

Militær taktik er som vand, thi vand der følger sin naturlige vej løber bort fra høje steder og haster nedad. En sejrende hær undgår det stærke og slår til mod det svage. Vand skaber sit løb ved at forme sig efter den jord det løber henover. Soldaten sejrer ved at forme sig efter fjenden. Ligesom vand ikke har nogen fast form, er der i krig ingen uforanderlige taktikker. Den general som vinder, fordi han tilpasser sine metoder efter modstanderen, kan kaldes en guddommelig hærfører.

Ingen af de fem elementer kan herske over de andre.  [Her sigtes til en naturfilosofisk teori om at alting gennemløber et kredsløb, der består af fem faser som skiftevis “besejrer” hinanden] De fire årstider følger hverandre.  Dagene er korte eller lange, månen har sine faser.

7.  MANØVRERING

Sun Tzu sagde:

I krig modtager generalen sine ordrer fra fyrsten. Når han har mobiliseret en hær og ladet den slå lejr, må den gøres til et harmonisk hele.

Derefter følger de taktiske manøvrer, og der findes intet vanskeligere. Taktiske manøvrer er vanskelige, fordi man skal forvandle snoede veje til lige veje og dårlig lykke til god lykke.

Man demonstrerer kendskab til taktikkens kunst når man lokker fjenden ud af kurs, marcherer en lang og indviklet rute og når målet før ham, skønt man satte ud senere end han.

Det kan være gavnligt at sætte  hæren i bevægelse, men det kan også medføre fare.

Hvis man sender hele sin hær af sted, for at opnå en fordel, vil man sandsynligvis komme for sent. Omvendt ofrer man hærens træn [transportmidler], hvis man sender den på ilmarch. Hvis du, for at vinde en fordel, befaler dine mænd at smøge deres kampskjorter op og sender dem på en forceret march, uden hvile hverken dag eller nat, så de tilbagelægger det dobbelte af den normale distance -  måske hundrede li  - da vil alle dine tre generaler blive taget til fange.  

[I.e. hele hæren]  

De stærke soldater vil gå forrest, de svagere vil sakke bagud og på den måde vil kun en tiendedel af din hær nå sit mål. Hvis du marcherer halvtreds li, for at udmanøvrere fjenden, vil du miste fortroppens leder og kun halvdelen af hæren vil nå frem. Hvis du marcherer tredive li mod det samme mål, vil kun to tredjedele af hæren nå frem. Derfor er en hær uden  træn, forsyninger og base fortabt.

Vi kan ikke indgå forbund, før vi kender vore naboers hensigter. Vi er ikke i stand til at lede en hær på march, med mindre vi ved, hvordan landskabet ser ud - dets bjerge og skove, dale og afgrunde, dets sumpe og marskområder. Vi vil ikke kunne udnytte terrænets fordele, hvis ikke  vi bruger lokalkendte folk som førere.

Lad fjenden være uvidende om din styrke og du vil sejre.

Lad omstændighederne afgøre om du bør samle eller dele dine tropper. Vær hastig som vinden og tæt som skoven. Hærg som ilden, vær urokkelig som bjerget.

Lad dine planer være skjult i dybt mørke, men slå til som et lyn. Når du plyndrer en egn, lad da alle dine mænd få del i byttet.  Lad erobret land blive fordelt mellem soldaterne.

Overvej dine planer og drøft dem før du foretager nogen bevægelse.

Han som kender de kneb, der afviger fra reglerne, vil vinde. Heri ligger manøvreringens kunst.

 “Militærforvaltningen”  [Ukendt skrift, formentlig en af de regelsamlinger som danner grundlag for Krigskunsten] siger: "I et slag rækker stemmen ikke langt; derfor bruger man gonger og trommer til signalering. Soldaterne kan heller ikke se hinanden tydeligt på afstand, derfor bruger man flag og bannere."

Gonger og trommer, bannere og flag er de midler hvormed man samler hærens opmærksomhed. Hvis hæren gøres til en enhed, kan de modige ikke rykke frem, og de feje ikke trække sig tilbage på egen hånd. Heri ligger kunsten at lede en stor skare. Brug fakler og trommer i kamp om natten og  flag og bannere om dagen, for at gøre virkning både på fjendens og vore egne soldater.

En hel hær kan miste modet. En hærfører kan tabe sindsligevægten. Soldaten er taprest om morgenen. Ved middagstid begynder modet at dale, og om aftenen tænker han kun på at komme tilbage til lejren. Derfor undgår den kloge leder at angribe en kamplysten fjende.

Han angriber, når modstanderen er sløv og mest har lyst til at vende om. Ved iagttagelse af sindsstemninger får man kontrol med moralen. Det er en kunst at opretholde sin sindsligevægt, når man disciplineret venter på at der skal opstå uorden og forvirring blandt fjenden.

At være nær målet, mens fjenden stadig er fjernt fra det, at vente i ro og mag, mens fjenden strider sig frem, at være velforplejet, mens han lider nød - dét er at være økonomisk med sine kræfter!

Man engagerer ikke en fjende, som er tavs og rolig og hvis bannere står i fuldkommen orden

Således behersker man de skiftende omstændigheder.

Man må aldrig angribe en fjende op ad bakke og heller ikke stå fast imod ham, hvis han kommer imod én ned ad bakke.

Forfølg ikke en hær, der lader som om den flygter. Angrib ikke soldater, som er opfyldt af stor vrede. Bid ikke på den madding, fjenden lægger ud for dig.

Engager ikke en hær, som er på vej hjem. Når du omringer en styrke, lad da en flugtvej stå åben. Pres ikke en desperat fjende for hårdt.

Dette er krigens kunst.

8. TAKTISKE VARIATIONER

Sun Tzu sagde:

Undgå at slå lejr, når du befinder dig i vanskeligt terræn. Foren dig med dine allierede, når du er på en egn, hvor vigtige veje mødes. Bliv ikke stående i en farlig, isoleret position. Når du er indesluttet må du gribe til list. I en desperat situation må du kæmpe.

Der findes veje, som ikke bør følges, hære, som ikke bør angribes, byer som ikke bør belejres, områder, man ikke bør kæmpe om og ordrer fra fyrsten, man ikke bør adlyde.

Den general som til bunds forstår de fordele, der følger med de ni taktiske variationer, han ved hvordan tropperne skal ledes. Den general, som ikke forstår disse fordele, vil ikke kunne forvandle sin viden til praksis, skønt han måske kender landskabet godt. Den general, som måske er bekendt med De fem Fordele [formentlig de fem situationer i kapitlets første afsnit], men som ikke evner at ændre sine planer, vil ikke kunne udnytte sine mænd fuldt ud. 

Den vise leders planer vil indeholde overvejelser om både fordele og ulemper. Hvis hans forventninger til  resultatet bliver dæmpet på denne måde, da kan det lykkes ham at fuldføre de vigtigste dele af sin opgave. Men hvis han i en vanskelig situation og altid er klar til at udnytte en fordel, da kan han redde sig ud af vanskelighederne.

Svæk de fjendtlige fyrster ved at påføre dem ødelæggelse, vold dem besvær og udmat dem, hold dem  konstant engageret. Læg fristende lokkemad ud og få dem derved til at rykke formålsløst rundt.

Krigskunsten lærer os at vi ikke må nære tiltro til at fjenden ikke angriber, men stole på vore forberedelser til at møde ham. Vi må ikke forlade os på den mulighed at han ikke går imod os, men på at vi har gjort vor stilling uangribelig.

En hærfører kan have fem farlige egenskaber:

1) Han kan være dumdristig. Fører til ødelæggelse.

2) Han kan være fej. Medfører tilfangetagelse.

3) Han kan have et opfarende temperament, som gør ham let at  provokere.

4) Han kan have en stærk æresfølelse, som let gør ham skamfuld.

5) Han kan være for tæt knyttet til sine mænd. Det gør ham sårbar overfor bekymringer og besvær.

Dette er de fem typer fejl en general kan have. De er ødelæggende for krigsførelsen. Når en hær er overvundet og dens general død, vil årsagen kunne findes blandt disse fejl. Overvej dem nøje.

9. HÆREN PÅ MARCH

Sun Tzu sagde:

Vi kommer nu til spørgsmålet om indkvartering af hæren, og hvordan man iagttager fjenden.

Når man rekognoscerer og bringer hæren i stilling, skal man drage hastigt over bjerge, og holde sig til dalene. Slå lejr på solbeskinnede lave bakker. Bestig ikke højder, for at søge kamp. Dette gælder for kamp i bjerge.

Når du har krydset en flod, bør du søge bort fra den. 

Gå ikke imod en hær, mens den er på vej ud i en flod. Det vil være det bedste at lade halvdelen komme over og da angribe. Hvis du ønsker at angribe, bør du ikke gøre det, mens du bevæger dig langs med en flod. Indtag en stilling længere oppe ad floden end fjenden. Dette gælder for krig i nærheden af vandløb.

Når du krydser en sump eller marsk, bør din eneste tanke være at komme igennem den, så hurtigt som muligt. Hvis du er tvunget til at kæmpe i en lavtliggende område, sørg da for at have vand og græs i nærheden og en klynge træer bag dig. Dette gælder for manøvrering i marskland.

I et tørt, jævnt landskab, bør du indtage en stilling med stigende  terræn på højre fløj, og bagtil. På den måde vil faren komme forfra og sikkerhed ligge bagude. [Skjoldene blev båret på venstre arm. Derfor var højre flanke mest sårbar] Dette vedrører manøvrering i jævnt terræn.

Dette er de dispositioner, som Den Gule Kejser brugte til at besejre De fire Kejsere. [Refererer til en af de talløse krige i “De stridende staters tid”]

En hær foretrækker højtliggende terræn frem for lavtliggende, og solrige steder frem for skyggefulde. Hvis du tager hensyn til dit mandskab og slår lejr på fast grund, vil de ikke være udsat for sygdomme og dette vil bidrage til sejren. Når du kommer til en bakke, eller en flodbred, besæt da den solbeskinnede side, og lad højre flanke vende mod bakken eller floden. Disse metoder er til gavn for hæren og giver den hjælp terrænet kan yde.

Når en flod er opsvulmet og dækket af skum på grund af heftige regnskyl inde i landet, vent da  med at krydse den til vandet er faldet.

Søg hurtigst muligt bort fra egne med stejle klipper, rivende strømme, dybe naturlige huler, indesluttede steder, indviklede krat, sumpe og klippespalter.

Vi holder os borte fra disse farlige steder, men forsøger at lede fjenden derind. Når vi står overfor sådanne steder bør vi lade fjenden have dem i ryggen.

Hvis der i nærheden af din lejr findes ufremkommeligt terræn, damme med siv og rør, vandbassiner, eller skovbevoksede bjerge med tætte buskadser, så lad dem blive grundigt afpatruljeret og undersøgt, for det er dér mænd ligger i baghold og hvor man kan forvente spejdere vil ligge på lur.

Når fjenden er tæt på, men forbliver stille og rolig, da stoler han på sin stillings naturlige fordele. Når han holder sig på afstand og prøver at provokere til slag, da ønsker han du skal rykke frem. Hvis hans lejr findes i terræn som er fordelagtigt for dig lægger han madding ud.

Bevægelse mellem træer viser at fjenden kommer nærmere. Når fjenden anvender sløring midt i tæt græs, ønsker han at forvirre os. Opflyvende fugle er tegn på baghold. Dyr på flugt varsler om et pludseligt angreb.

Når man ser støv rejse sig i en høj søjle, er det tegn på at stridsvogne kommer nærmere; når støvet ligger lavt, men er spredt over et stort område, viser det at fodfolk nærmer sig. Når støvet rejser sig i forskellige retninger, samler soldaterne brænde. En smule støv som bevæger sig hid og did, viser at hæren slår lejr.

Hvis fjendens udsendinge kommer med ydmyge erklæringer og deres hær samtidig forbereder sig på kamp, vil de snart rykke frem. Trusler, der følges med skinmanøvrer fremad, viser at fjenden vil trække sig tilbage. Når de lette stridsvogne sendes først frem og tager opstilling på flankerne, stiller fjenden op til slag.

Fredsforslag som ikke følges af en beediget overenskomst er tegn på forræderi.

Hvis soldaterne løber til deres pladser, viser det at det kritiske tidspunkt er kommet. Når  en del af fjendens hær rykker frem, og andre går tilbage, er det for at friste til angreb. Når hans soldater står og læner sig til deres spyd, er de svage af sult. Hvis de, som skal bringe vand drikker først, lider fjenden tørst. Hvis modstanderen  kan se en fordel og ikke gør udnytter den, da er soldaterne udmattede. Hvis der samler sig fugle på et sted, er det ikke besat. Uro i fjendens lejr om natten er tegn på nervøsitet. Hvis der er uro i lejren er generalens autoritet svag. Hvis flag og bannere bevæger sig ustandseligt er der optræk til mytteri. Hvis officererne skælder ud er mandskabet udmattet.

Når en hær fodrer sine heste med korn og slagter kvæget og når mandskabet ikke hænger deres gryder over lejrilden og på den måde viser de ikke vil vende tilbage til deres telte, er de beredt til at slås til døden.

Synet af mænd, der taler dæmpet sammen i små grupper tyder på utilfredshed i geledderne. For hyppige uddelinger af belønninger tyder på at fjenden næsten har opbrugt sine ressourcer. Hvis der uddeles mange straffe røber det en tilstand af beklagelig nød.

Hvis officererne først bruger vold mod de menige og bagefter er bange for dem,  er disciplinen brudt sammen. Når fjenden vredt stiller op til kamp, men hverken angriber eller trækker sig bort, må du undersøge årsagen nøje.

Når forhandlere bliver sendt ud med komplimenter er det tegn på at fjenden ønsker en våbenstilstand.

Hvis man bagatelliserer sine modstandere er man sikker på at blive taget til fange af dem.

Hvis soldaterne bliver straffet, før de er blevet loyale over for dig, vil de ikke blive lydige og hvis ikke de kan adlyde, vil de være praktisk taget ubrugelige. Og omvendt: hvis soldaterne ikke bliver straffet, når de er blevet knyttet til dig, vil de stadig være værdiløse. Derfor må soldater først og fremmest behandles menneskeligt, men holdes under kontrol med disciplin. Dette leder til sejr. Hvis soldaterne under træningen bliver vænnet til at udføre ordrer vil hæren være veldisciplineret. Hvis ikke, vil disciplinen være dårlig. Hvis en general viser sine mænd tillid, men altid insisterer på at få sine ordrer udført, vil det være til gensidig fordel.

10. TERRÆN

Sun Tzu sagde:

Vi må skelne mellem seks slags terræn:

1) Åbent

2) Indsnævrende

3) Balancerende

4) Snævert 

5) Stejlt

6) Udstrakt

Terræn, som begge parter frit kan krydse, kaldes åbent. Den, der først tager opstilling på et åbent, solrigt højdedrag og holder sine forsyningslinjer åbne, han kæmper med fordel.

Terræn man let kan komme bort fra, men som er vanskeligt at erobre igen, kaldes indsnævrende. Hvis fjenden er uforberedt, kan man fra en sådan stilling angribe ham og slå ham. Men hvis fjenden er forberedt på ens komme og det mislykkes at nedkæmpe ham, da vil tilbagetog være vanskeligt. Det er ikke fordelagtigt.

Hvis ingen af parterne har fordel af at gøre den første bevægelse, er det et balancerende terræn. I denne stilling vil det være tilrådeligt ikke at gå frem, men snarere at gå tilbage og således friste fjenden til angreb. Når en del af fjendens hær er i bevægelse, da kan vi med fordel gå til angreb.

Hvis man kontrollerer snævre pas, bør man tage opstilling her og afvente fjendens ankomst. Skulle han være kommet dig i forkøbet og har taget opstilling i et vigtigt pas, så angrib kun hvis det bliver forsvaret af en svag styrke.

Hvis du er nået først frem til et stejlt terræn bør du besætte et og solrigt sted, og vente dér. Hvis fjenden er kommet først, så lad være at opsøge ham, men træk dig tilbage, og prøv at lokke ham væk.

Hvis to lige store hære står langt fra hinanden i et udstrakt terræn er det ikke let at fremkalde et slag og kamp vil ikke være til din fordel.

Dette er de taktiske principper forbundet med de seks former for terræn. De bør undersøges nøje.

En hær kan blive udsat for ulykker, som ikke skyldes naturlige årsager men fejl, som generalen er ansvarlig for. De er:

1) Desertering

2) Ulydighed

3) Sammenbrud

4) Ødelæggelse

5) Opløsning

6) Flugt.

Hvis dit mandskab bliver sat ind mod en ti gange så stor styrke, vil de desertere.

Hvis de menige er for stærke og officererne er svage, bliver resultatet ulydighed.

Hvis officererne er for stærke og de menige svage, vil hæren bryde sammen.

Hvis de højere officerer er vrede og ikke adlyder hærens leder; hvis de opfyldt af had til fjenden kæmper på egen hånd, før den kommanderende general kan se, om hæren står i en fordelagtig position eller ej, da er følgen ødelæggelse.

Hvis hærens leder er svag og uden autoritet og hans instrukser uklare, da har officerer og menige intet at holde sig til og resultatet er opløsning. Det sker også hvis hærføreren ikke kan bedømme fjendens styrke korrekt og alligevel angriber en større styrke med en mindre, eller kaster en svag deling mod en stærk.

Hvis man ikke indsætter elitesoldater i de forreste rækker er resultatet flugt.

Dette er de seks måder, man kan lide nederlag på. De bør undersøges nøje.

Soldatens bedste forbundsfælle er terrænets naturlige beskaffenhed.

Kendetegnet ved en stor hærfører er evne til at bedømme modstanderen, kontrol over sejrens midler og overblik over problemer, farer og afstande. Han som forstår dette, og kan omsætte det til praksis, vil sejre.

Hvis sejren - efter krigskunstens principper - er sikker, bør du kæmpe, selvom fyrsten har forbudt det. Hvis kamp ikke vil føre til sejr, må du ikke kæmpe, selvom fyrsten befaler det. Den general, som går frem uden at søge berømmelse og rykker tilbage, uden at frygte at falde i unåde, hvis eneste tanke er at beskytte sit land og tjene sin fyrste godt, han er en af  rigets dyrebareste juveler.

Betragt dine soldater som dine egne børn og de vil følge dig i de dybeste dale. Opfat dem som dine elskede sønner og de vil stå dig bi til døden. Hvis generalen derimod er gavmild og ude af stand til at vise sin autoritet, varmhjertet, men ude af stand til at gennemtvinge sine befalinger og yderligere ikke magter at gøre en ende på uorden, da er hans soldater som forkælede børn: ubrugelige i praktisk henseende.

Vi har kun vundet en halv sejr, hvis vi ved, at vore mænd er i stand til at angribe, men ikke om fjenden kan angribe. Hvis vi er klar over, at fjenden kan angribe og ligeledes, at vore mænd er rede til angreb, men ikke ved, om terrænet er egnet til kamp, da er vi stadig kun kommet halvvejs mod sejren.

Den erfarne soldat er aldrig i tvivl, når han én gang har sat sig i bevægelse; når han er brudt op, er han aldrig rådvild.  Derfor siger man: hvis du kender fjenden og dig selv, er din sejr sikker, hvis du kender himlen og jorden, er din sejr fuldkommen.

11. DE NI SITUATIONER

[Dette kapitel rummer mange gentagelser, og har en temmelig løs opbygning. Muligvis er dele af ældre kommentatorers tekster smeltet sammen med den originale tekst]

Sun Tzu sagde:

Krigskunsten skelner mellem ni forskellige slags terræn:

1) adspredende terræn

2) let terræn

3) omstridt terræn

4) åbent terræn

5) terræn hvor hovedveje mødes

6) kritisk terræn

7) vanskeligt terræn

8) indsnævrende terræn

9) dræbende terræn.

Når en fyrste kæmper i sit eget rige, er han i terræn som spreder tropperne. Når han er trængt et lille stykke ind på fjendens område, er terrænet let. Hvis besiddelsen af et område vil give begge sider store fordele, er det omstridt terræn. Områder, hvor begge parter har bevægelsesfrihed, er åbent terræn.  En egn, som udgør nøglen til tre sammenstødende stater, fordi hovedvejene mødes dér, kaldes de krydsende hovedvejes terræn; han som først erobrer det, kontrollerer det meste af Riget. Når en hær er trængt ind i hjertet af en fjendtlig stat og  har et antal befæstede byer bag sig, er den på kritisk terræn. Når en hær går over bjergskove og ujævne stepper, igennem marsk og mose, er den i vanskeligt terræn. Steder, som kun kan nås gennem snævre passager og hvorfra man kun kan komme tilbage ad anstrengende stier er indsnævrende terræn. Her kan en lille del af fjendens styrker ødelægge en stor del af vore mænd. Et sted, hvorfra vi kun kan frelses ved desperat kamp, er dræbende terræn.

Derfor, kæmp ikke i adspredende terræn. Stands ikke i  let terræn. Angrib ikke i omstridt terræn. Forsøg ikke at forhindre fjendens bevægelser i omstridt terræn. Foren dig med dine allierede, hvis du er i de krydsende hovedvejes terræn. I kritisk terræn, bør du plyndre. I vanskeligt terræn bør du gå støt fremad. Benyt dig af krigslist i indsnævrende terræn. I dræbende terræn: kæmp!

De som i gamle dage blev regnet for at være dygtige generaler, vidste hvordan man skulle drive en kile ind mellem fjendens fortrop og bagtrop. De forstod hvordan man skulle forhindre samarbejdet mellem store og små afdelinger. De kunne forhindre elitetropperne i at undsætte de svage enheder og officererne i at bringe orden blandt deres mænd. Selv når fjendens hær var  forenet kunne de gøre  ham forvirret. Når de kunne se fordel ved det gik de fremad, hvis ikke, blev de stående.

Hvis man spørger, hvordan man bør forholde sig overfor en stor styrke, som er i færd med at gå til angreb i perfekt orden, siger jeg: "Sæt dig i besiddelse af noget, din fjende anser for meget værdifuldt og han vil være underkastet din vilje." 

Hastighed er yderst vigtigt i krig: benyt dig af  at fjenden ikke er forberedt, drag hastigt af uventede ruter og angrib ubevogtede positioner!

Jo længere en hær trænger ind i et andet land, jo mere solidariske vil soldaterne være og således vil forsvarerne få vanskeligt ved at overvinde dem. Fouragér i frodige egne og hold derved din hær forsynet med fødevarer.

Vær fuldstændig klar over hvordan dine mænd har det og udnyt dem ikke for kraftigt. Foren deres energi og spar på deres styrke. Udtænk uudgrundelige planer for hærens bevægelse.

Før dine soldater til stillinger, som de ikke kan flygte fra og de vil foretrække død frem for flugt. Hvis de står overfor døden, vil de yde deres bedste. Officerer og menige vil i fællesskab sætte deres sidste kræfter ind. Thi soldater i en desperat situation mister følelsen af fare. Hvis der ikke er noget tilflugtssted vil de stå fast. Hvis de er i  fjendtligt område, vil de udgøre en sej enhed. De vil kæmpe hårdt hvis det ikke kan undgås.

Sådanne soldater vil uopfordret være vagtsomme. De udfører dine ordrer, før du har udtalt dem. De vil være trofaste og loyale, uden du beder dem derom og skal ikke kontrolleres.

Forbyd brugen af spådomme og varsler og bekæmp overtroisk tvivl. På den måde vil man ikke  frygte noget, inden døden kommer.

Hvis soldater ikke ejer mere end det nødvendigste, er det ikke fordi de afskyr rigdom. Hvis de ikke lever særlig længe, er det ikke fordi de er imod tanken om et langt liv.

Dine soldater vil græde den dag de bliver beordret i kamp, nogle  vil sidde og fumle med deres udrustning og andre ligger ned, mens tårerne triller ned ad deres kinder. Men lad dem én gang gøre front og de vil være  modige som mænd fra Chuan Chu eller Ts`ao Kuei. [Jeg har ingen oplysninger om disse steder]

Den drevne taktiker kan sammenlignes med en Shuai-jan. Shuai-jan er en slange som findes på Ch`ang-Shanbjerget. Hvis man slår den i hovedet, bliver man angrebet af dens hale, slår man den på halen, angriber hovedet, og hvis man slår den midt  på, angribes man både af  hoved og hale. Hvis man spørger mig, om man kan få en hær til at opføre sig som en Shuai-jan, vil jeg svare: ja. Thi mænd fra Wu og mænd fra Yûeh hader hinanden. Men hvis de krydser en flod i samme båd og kommer ud i en storm, vil de hjælpe hinanden, som den venstre hånd hjælper den højre. Derfor er det ikke nok at stole på at binde hestene sammen eller grave vognhjulene ned. [Defensive foranstaltninger som skulle hindre flugt]

Man indfører én norm for tapperhed, som gælder for alle Det er dette princip som ligger bag styringen af en hær.

Man udnytter  både de stærke og de svage styrker bedst, hvis man kan se de fordele terrænet tilbyder.

Således leder den dygtige general sin hær, præcis som han førte en enkelt mand ved hånden, hvad enten denne vil det eller ej.

Det er en hærførers opgave at være tavs og ophøjet og derved sikre hemmeligholdelse af planerne. At være rank og retfærdig og på den måde holde orden. Han må kunne spille skuespil overfor for både officerer og mandskab, give dem usande meddelelser og holde dem hen i total uvidenhed.

Fjenden får ingen sikker information, idet han ændrer sine planer og dispositioner. Ved at skifte lejrplads og marchere ad snørklede ruter, forhindrer han fjenden i at gætte sine hensigter.

I det kritiske øjeblik handler en hærleder som en bjergbestiger der er kravlet højt op og nu sparker stigen bort under sig. Han fører sine mænd dybt ind på fjendtligt territorium, før han åbenbarer sine planer. Han ødelægger sine både og lader  kogekarene ødelægge. [Et signal til hæren om at der ikke er nogen vej tilbage] Som en hyrde, der driver en flok får, fører han sine mænd hid og did og ingen ved hvor han vil hen.

At samle en flok mænd og lede dem ind i faren - det er generalens opgave.

De forskellige taktikker, som passer til de ni forskellige slags terræn, det hensigtsmæssige ved enten offensive eller defensive taktikker og menneskenaturens love, alt dette er emner som må studeres nøje.

Når man invaderer fjendtligt område, er det hovedprincippet, at dyb indtrængen virker samlende på hæren, mens en mindre indtrængen medfører opsplitning.

Når du forlader dit eget land, og fører hæren igennem nabolandet, befinder du dig i kritisk terræn. Når det  er muligt at  kommunikere til alle fire sider, er man i et område, hvor landeveje forenes. Når du trænger dybt ind i fjendens rige, er hæren i vanskeligt terræn. Når du kun trænger et lille stykke ind på fjendtligt territorium, er du i let terræn. Når du har fjendens stærke stillinger bag dig, og smalle pas foran, er det indsnævrende terræn. Når der slet ikke er nogen tilflugtssteder, befinder du dig i et dræbende terræn.

Derfor ville jeg i terræn, som opsplitter hæren, inspirere mine mænd med et fælles mål.  I let terræn ville jeg sikre, at der var tæt forbindelse mellem alle dele af min hær. I omstridt terræn ville jeg skynde på min bagtrop. I åbent terræn ville jeg holde et vågent øje med mit forsvar. I terræn hvor landeveje mødes, ville jeg styrke mine alliancer. I kritisk terræn ville jeg sikre en stadig strøm af forsyninger. I vanskeligt terræn ville jeg fortsætte med at støde frem. I indsnævrende terræn ville jeg lukke alle flugtveje. I dræbende terræn ville jeg fortælle mine soldater om det håbløse i at frelse deres liv. Thi det er soldatens natur at yde stædig modstand, når han er omringet, at kæmpe hårdt, når han er hjælpeløs og adlyde øjeblikkelig, når han befinder sig i fare.

Det er ikke værdigt for en hærs leder at være uvidende om disse principper.

En fyrste der stræber efter herredømmet over Riget viser sine lederevner ved at forhindre foreningen af  fjendens styrker. Han indgyder sine fjender frygt og han hindrer deres allierede i at forene sig mod ham. Således stræber han ikke efter at alliere sig med alle og enhver, ej heller støtter han opbygningen af andre staters styrke. Han sætter sine egne hemmelige planer i værk og holder sine modstandere i skak. På den måde er han i stand til at erobre deres byer og styrte deres kongedømmer.

Uddel belønninger uden hensyn til reglerne. Udsted ordrer uden hensyn til tidligere forordninger og du vil kunne lede en hel hær, som om du havde at gøre med en enkelt mand. Fortæl dine mænd hvad der er deres konkrete opgaver, men lad dem aldrig kende dine planer. Gør dem bekendt med en gunstig situation, men fortæl dem intet, hvis udsigterne er dystre. Udsæt din hær for dødelig fare og den vil overleve, kast den ud i desperate vanskeligheder og den vil komme sikkert igennem. Thi det er netop når en styrke er i fare, den er i stand til at levere det slag, der sikrer sejren.

Man opnår succes i krig ved omhyggeligt at tilpasse sig fjendens hensigter.

Ret din energi mod fjenden og du vil kunne dræbe deres general på en afstand af tusind li. Det betyder at du har sejret på forhånd med list, når du kender hans planer. Dette kaldes evnen til at fuldende en ting ved snedighed alene.

Den dag du tager kommandoen, skal du spærre grænsepassene, ødelægge alle passér-stokke [stokke med særlige kendetegn, der fungerede som legitimation for udlændinge bl.a. ambassadører] og ikke lade nogen udsendinge rejse igennem landet.  Vær barsk i råds-kammeret, at du har kontrol med situationen.

Hvis fjenden lader en dør stå åben, så bras ind!

Kom din modstander i forkøbet ved at erobre noget, som er værdifuldt for ham, og planlæg omhyggeligt tidspunktet for hans ankomst til stedet. Gå ad den vej, som reglerne foreskriver og tilpas dine handlinger til fjenden til du kan levere et afgørende slag. Derfor, vær først bly som en ung pige, indtil fjenden blotter sig.   Vær derefter hurtig som en  hare og det vil være for sent for ham at stå imod dig.

12. ANGREB MED ILD

Sun Tzu sagde:

Der findes fem måder, hvorpå man kan angribe med ild. Den første er at brænde soldater i deres lejr, den anden at brænde forråd, den tredje er at brænde træn, den fjerde at brænde våbendepoter og lagre og den femte er at skyde ild ind i fjendens linjer.

Vi må besidde de nødvendige midler til ildspåsættelse, når vi skal være rede til angreb. De materialer der kan skabe ild, må altid holdes i beredskab.

Der er visse årstider, som er velegnede til angreb med ild og på gunstige dage kan man starte en kæmpebrand. Den rette tid er inde, når vejret er meget tørt; de velegnede dage er, når månen står i Sien, Muren, Vingerne eller Vognens tværstang [navne på stjernebilleder] thi på disse dage tiltager blæsten.

Når man angriber med ild kan situationen udvikle sig på fem forskellige måder:

1) Hvis ilden tændes i fjendens lejr - angrib samtidig udefra.

2) Hvis der viser sig flammer i fjendens lejr, men hans soldater forbliver i ro, bør du vente.

3) Sæt et angreb ind hvis det er muligt, når din  ildkraft har nået et højdepunkt.

4) Angrib om muligt fjendens lejr udefra med ild. Vent  ikke til den kan tændes indenfor, men udfør dit angreb på et fordelagtigt tidspunkt. 

5) Hold dig i vindsiden når du sætter ild på. Angrib ikke fra læsiden.

En blæst som starter om dagen varer længe, men en nattebrise lægger sig snart igen.

Enhver hær må kende de fem måder man kan anvende ild på. Stjernernes bevægelser bør beregnes, og man må være opmærksom på de gunstige dage.

Den kloge hærfører anvender ild som bidrag til angreb og vinder styrke ved at bruge vand. Ved hjælp af oversvømmelser kan en fjende afskæres, men ikke berøves sit udstyr.

Ulykkelig er den leders skæbne, som vinder sine slag, og gennemfører sine angreb uden at bruge disse metoder. Resultatet er spild af tid og almindelig stagnation.

Derfor siger man: Den oplyste fyrste lægger langsigtede planer og den duelige general forøger sine ressourcer.

Gør ingen bevægelse, med mindre du kan se en fordel ved det, brug kun dine tropper, hvis du kan vinde noget ved det. Kæmp kun hvis stillingen er kritisk.

Ingen fyrste bør sende tropper i felten, blot for at tilfredsstille sin vrede. Ingen general bør udkæmpe et slag på grund af såret stolthed. Thi en vred fyrste kan blive munter igen og en hadefuld general kan tilgive, men ingen kan genskabe en ødelagt stat, så lidt som et dødt menneske kan bringes til live. Derfor advarer både den oplyste fyrste og den dygtige general mod forhastede beslutninger.

13. BRUG AF AGENTER

Sun Tzu sagde:

Når man samler en skare på hundrede tusind mænd og lader dem marchere langt, volder det folket store afsavn, og det er et stort dræn i statens ressourcer. De daglige udgifter vil være  tusind guldstykker om dagen. Der vil opstå uro både hjemme og ude og mennesker vil falde udmattede om på landevejene. Mange hundrede tusind familier vil blive hæmmet i deres arbejde.

Fjendtlige hære kan stå overfor hinanden i årevis mens de stræber efter en sejr, som bliver afgjort på en enkelt dag. Det er yderst umenneskeligt hvis generalen forbliver uvidende om fjendens forhold, blot fordi han småligt ikke vil ofre nogle adelstitler og et par kilo sølv på bestikkelse. En general, der ikke handler på denne måde er ikke nogen god leder, ingen støtte for sin fyrste, ingen sejrherre.

Den  vise fyrste og den dygtige general sætter sig i besiddelse af viden om fremtiden. Med denne viden kan de sejre. Viden om fremtiden kan ikke bringes for dagen ved hjælp af ånder. Ej heller kan den erhverves ved erfaring eller spekulationer. Viden om fjendens fremtidige handlinger kan kun fås fra mennesker der er inde i fjendens forhold.

Derfor anvender man agenter, og dem findes der fem klasser af:

1) Lokale agenter

2) Indre agenter

3) Dobbeltagenter

4) Dødsdømte agenter

5) Agenter, der skal leve

Når alle fem typer agenter er i arbejde samtidig, kan ingen afsløre det hemmelige netværk af meddelere. Dette kaldes: "Guddommelig bevægelse af trådene." De er fyrstens dyrebareste instrumenter.

Lokale agenter, eller spejdere, er bønder, der bor på fjendens område. Indre agenter er fjendens embedsmænd,  som er i vor tjeneste. Dobbeltagenter er fjendtlige agenter, som vi bruger til egne formål.  Med dødsdømte agenter misinformerer vi fjenden. [Man giver disse agenter falske informationer og lader dem derefter operere på fjendens område. Når de bliver fanget og evt. under tortur afslører deres viden vil de vildlede fjenden.] Overlevende agenter er de som bringer nyheder tilbage fra fjendens lejr.

Ingen i hele hæren har et mere betroet hverv end spionen. Ingen bør belønnes mere gavmildt. I ingen andre forhold skal man sørge for større hemmelighedsfuldhed.

Man kan ikke have nytte af agenter, uden at besidde intuitiv skarpsindighed.

Agenter kan ikke anvendes uden imødekommenhed og ligefremhed. At vide sig sikker på troværdigheden af deres rapporter kræver stor begavelse. Vær snedig! Vær snedig! Og brug dine agenter til alle slags opgaver.

Hvis en hemmelighed er blevet røbet af en spion før tiden er moden, bør han dræbes sammen med dem han har røbet den til.

Hvad enten målet er at knuse en hær, storme en by, eller snigmyrde en enkelt mand, er det altid nødvendigt at kende navnene på den befalingshavende general, hans adjudanter, stabsofficererne, livvagterne og dørvogtere. Du må give dine agenter ordre til at skaffe dig disse navne.

Fjendens agenter må findes, fristes med bestikkelse, føres bort, og indkvarteres bekvemt. På den måde vil de blive til dobbeltagenter.  Det er ved hjælp af den information, som vi får af dobbeltagenten, at vi er i stand til at ansætte lokale spejdere og indre agenter.  Det er ligeledes takket være denne information at vi kan få den dødsdømte spion til at bringe falske nyheder til fjenden. Og endelig er det dobbeltagenten som sætter os i stand til at bruge overlevende agenter.

Formålet med at hyre agenter er at skaffe sig viden om fjenden og denne viden kan først og fremmest vindes ved hjælp af dobbeltagenten. Det er derfor yderst vigtigt, at han bliver gavmildt belønnet.

Kongeriget Yin kunne takke I Chih for sin opstigning; han havde tjent som agent under Hsia. På samme måde kunne Chou dynastiet takke Lu Ya for sin førerstilling; han havde tjent under Yin. [Der findes mig bekendt ingen oplysninger om disse berømte spioner]

Den vise feltherre anvender hærens bedst begavede mænd som spioner og  udfører derved  store bedrifter. De hemmelige operationer er et særdeles vigtigt element i krig. Af dem afhænger hærens evne til at bevæge sig fordelagtigt.

[Her slutter "Krigskunsten"]

Oversættelse ã 2003  Erik K. Sørensen